Valtra-chef: Den traktor skal bare hjem fra Frankrig - nu

Valtra får fremstillet den største model i Frankrig. Valtras Arne Spejlborg har travlt med at få bestilt traktor hjem, inden muligheden forsvinder.

Man siger, mænd er dårlige til at multitaske.

Valtras national sales manager Arne Spejlborg afliver myten torsdag eftermiddag.

Mens han snakker med LandbrugsAvisen, får han samtidig kommunikeret med en transportør, der skal hente en af Valtras stortraktorer, en S394, hjem til Danmark.   

”Jeg har intet fået at vide. Men jeg kan bare se, at når Claas har lukket deres fabrik i Le Mans, og hvis de gør det, så er det fordi, at der sker et eller andet nu i Frankrig. Det er bare at få den hjem. Helst skal vi have den på nakken af en lastbil i aften og hjemover”, siger han og oplyser, at traktoren er på vej til AgroTech i Hobro, hvor den indgår i en større flådehandel på syv traktorer.

Midt i corona-krisen er han dog rimelige fortrøstningsfuld for leverancerne af Valtra-modeller til danske landmænd. Langt størstedelen af Valtras produktion kommer fra Finland, hvor produktionen kører som normalt i de her dage.

I alt har Valtra bestilt tyve traktorer til levering i Danmark i marts. De fire er ankommet og resten skal netop komme nordfra.  

”Vi skal huske på, at vi skriver 19. marts med traktorer, som bliver produceret lige nu og helt frem til den 28. marts. Det eneste der sætter en stopper for det, det er, at der kommer et påbud om, at fabrikken skal lukke helt ned. Det har vi ikke hørt. Myndighedernes reaktioner i Finland er lidt bagefter i forhold til i Danmark, men vi kan jo selvfølgelig ikke vide, at de pludselig hopper vi et par trin over og går i den anden grøft”.

Arne Spejlborg forsikrer, at hvis der bliver mangel på leveringerne fra Finland, så har forhandlerne eks. demo-modeller, der kan sættes ind i en periode.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.