Valtra får ny traktorserie

F-serien bliver Valtras fremtidige smalsporstraktor. I Danmark hovedsageligt til entreprenør- og anlægsbranchen.

Landbrugsavisen, Agritechnica.

Valtra er lykkedes fuldstændig med at holde sin nye traktorserie skjult - lige indtil i dag søndag, hvor Agritechnica åbner.

Valtra F er navnet på den nye serie af fire modeller fra 75 til 105 hestekræfter, og der er tale om fire smalsporstraktorer til vingårde og frugtplantager - i Danmark dog mest rettet mod entreprenør- og anlægsbranchen.

Modellerne er: Valtra F75, F85, F95 og F105, hvor modelbetegnelsen angiver traktorens effekt.

24 trins transmission

F-serien er i sin basis-version 1,5 meter bred, men den kan fås i en smallere variant, som blot er 1,3 meter bred. Vil du undvære kabine på traktoren skal du dog vælge den bredere udgave. Til gengæld er den kun 1,4 meter høj, når styrtbøjlen er klappet ned.

Motoren er en firecylindret commonrail, og transmissionen består enten af en 24 trins frem og bak eller en udgave med 24 fremadgående gear samt 12 bak. Begge med mekanisk eller hydraulisk vendegear. Der er op til 100 liter til rådighed i minuttet på hydraulikken, og pto-udtaget har to muligheder, enten 540 og 540E eller 540 og 1.000 omdrejninger i minuttet.

I første omgang bliver Valtras nye miniput frigivet til salg i begyndelsen af 2020 på udvalgte markeder så som Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland. Først senere kommer Danmark til i rækken.

Emneord Agritechnica

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.