Valtra: Vi har en stor nyhed i ærmet og tager den med på Agromek

Valtra var ikke repræsenteret på sidste Agromek, men møder denne gang op. Stort tysk maskinmærke skal også med.

Det er lidt af og på med traktormærkerne til Agromek.

New Holland meldte forleden ud, at de ikke udstiller denne gang modsat sidste gang. Til gengæld er Valtra nu tilbage efter, at de ikke var med sidst.

- Vi har en stor nyhed i ærmet, som vi glæder os særdeles meget til at vise frem på Agromek. Hos Valtra sker der store ting i 2022, og det vil vi fortælle om og vise frem på Agromek, siger salgschef hos Valtra Jimmi Ravnborg i en pressemeddelelse.

Valtra bliver dog langt fra eneste traktormærke. På udstillerlisten står også Semler Agro med John Deere, ligesom Danish Agro Machinery har booket en stor stand, hvor Claas må forventes at spille en hovedrolle.  Agromek bliver også stedet, hvor man kan se på en række større jordbearbejdningsmaskiner. Agromek oplyser, at Lemken er blandt de deltagende mærker.

I pressemeddelelsen barsles der om nye såmaskiner på messen og præsentation af mekaniske ukrudtsrensere til rækkeafgrøder og med kamera, der kan genkende ukrudt.

- Lemken overtog for få år siden hollandske Steketee og satser nu meget på udvikling af mekaniske rensere, så man står godt rustet til eventuelle restriktioner på brugen af kemiske ukrudtsmidler, lyder det fra Nis Peter Albrechtsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.