Valtras største traktor bliver mindre tørstig - og fuldblods finne

Valtra S skal igen bygges i Finland og opdateres på en række områder, bl.a. på ydelsen og brændstofforbruget.

Da LandbrugsAvisen i foråret var forbi Valtras fabrik i Finland, så summerede det af rygter om en ny, stor traktorlancering inden årets Agritechnica.

Og forventningen holdt stik.

Valtras S-serie genlanceres nu i en sjette generation, hvor en Agco Power-motor på 8,4 liter leverer op til 420 hestekræfter og dermed løfter effekten en smule fra den forrige generation.

På brændstofområdet lover Valtra en reduktion i forbruget på ti procent i forhold til forgængeren.

Den hidtidige Valtra model blev rent faktisk ikke produceret på Valtras fabrik i Finland, men på Massey Fergusons fabrik i Frankrig. Det ændres nu med den nye modelserie, lyder det fra Agcos finske traktorproducent.

Med hjemkomsten til Finland loves der også adgang til en lang række ekstrafunktioner, som i Valtra-sprog hedder Unlimited-funktioner.

Det betyder bl.a. adgang til CLS-smøresystem, Apple CarPlay og Android Auto, ligesom kamerasystemet View også kan bestilles.

På designfronten har Valtra-ingeniørerne bygget videre på Valtras kendte former. Den nye S-serie har fået en skrånende motorhjelm og en lyspakke med LED-lys, hvor der både er LED-kørelys i høj/lav skala, LED-kørelys til kørsel om dagen samt arbejdslys til at oplyse området omkring traktoren.

Lanceringsmæssigt forventes de første europæiske kunder at kunne få leveret deres nye S-traktor til næste sommer. Det forventes, at de første demo-modeller rammer Danmark næste forår.  Senere i 2024 kommer traktoren samtidig ud til andre dele af verden. For de brede masser vil Agritechnica være første gang, at der kan sparkes dæk ved traktoren.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.