- Vi lavede da en 75 baller i timen

Case IH har haft ny demotur med sin nye generation af demopressere under årets høst.

Displayet siger ni km i timen.

Vi kører hen over et skår fra 40 fods tærsker. Case IHs nye HD presser virker dog ikke skræmt over byrden.

Som demopilot Mads Wisborg siger – med en højlydt latter - så får den ellers god halm baseret på god svinegylle at arbejde med.

- Det kører meget fint med de ni km i timen. Vi lå også og legede lidt i går og lavede da 75 baller i timen, fortæller driftslederen og noterer sig, at han ligger på et niveau omkring 530 kilo i ballerne.

Tybjerggaard ved Ringsted er et af de steder, som denne sommer har haft besøg af Case IHs nye HD presser. Versionen her er uden snitter, hvilket i Mads øjne ikke gør den mindre attraktiv.

- For os tror jeg, at det skulle være uden snitter. Jeg tror, at det er for stor en omkostning til indkøb og vedligehold, selv om det vil være rart at lave en strøelse af snittet halm, mener han.

Halv ton i ballen

Den store fidus med den nye generation af bigballepressere fra Case IH er efternavnet HD. Det betyder, at der kan presses rigtig mange kg i ballen.

- Vi ville nok ikke lave 500 kilo til alt. Men så længe det er til varmeværker og transport, er det jo genialt, at man kan lave de tunge baller, men jeg tror også, at man skal lære at skrue lidt ned for kiloene, hvis det skal bruges til et portionsfyr eller til strøelse i en stald. Men hele regnestykket til transport er godt, og selv om man går lidt ned i kilo til staldene, er det stadig godt i forhold til de traditionelle Heston-baller, mener han.

På Tybjerggaard ser man sig i de kommende år om efter en ny bigballe-presser. Om det er lige nu, at den gamle Hesston skal udskiftes, er der ikke en klar udmelding på. Case IHs nye presser er én blandt flere muligheder i horisonten.

- Vi er glade for, at vi får lov til at se, hvad der er på markedet, men det er bestemt noget, som virker til at fungere, siger han.

Mange bestilliner til ny sæson

Hos Case IH fortæller specialisten i høstmaskiner og pressere, Niels Petersen, at man er klar til at gå i offensiven med det nye produkt fra næste sæson.

- Vi er klar og har bestilt de første 30 maskiner hjem til kommende sæson uden snitter og nogle flere med, siger han.

Ifølge Niels Petersen følger man i øjeblikket tilbagemeldingerne tæt fra de landmænd, som har den på demo for at kunne sige mere om kapaciteten.

 

 

- Når den kører på sit bedste, kan vi se, at der popper én ud per 30 sekund. Det lidt vildt, men det er altså også rent i skåret. Når vi tager forager med, hører jeg mellem 65 og 70 baller i timen, siger han.

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.