Video: Gyllevogne til havetraktorer hitter

Endnu en gyllevogn til havetraktor har fundet vej frem til landbrugsavisen.

Man siger, at drenge elsker traktorer. En havetraktor kan også gøre det. I går kunne landbrugsavisen.dk vise en hjemmelavet gyllevogn, der passer til en havetraktor. Nu kan vi vise det igen. Denne er tre år gammel. 

Den dengang 13-årige Karl Madsen havde fået ideen, da han surfede rundt på nettet i 2013. Til sin konfirmation ønskede han sig kun at lave en gyllevogn til familiens havetraktor. 

"Min søn, Karl, er meget landbrugsorienteret og er altid gået op i erhvervet og teknikken. Da han så blev konfirmeret valgte han sammen med sine venner at gå i gang med at bygge gyllevognen til havetraktoren. Dog med lidt hjælp fra mig," fortæller Flemming Madsen, der driver et fritidslandbrug ved siden af sit job som konsulent.

Karl har foreviget gyllevognen med sit Go-Pro kamera monteret forskellige steder på vognen i en video på youtube, der er set af 16.000 danskere. Videoen kan ses ovenover. 

Og hvis du eller din søn (eller datter) går med en lille opfinder i maven, så kræver gyllevognen til havetraktoren ikke meget materiale. 

"Konceptet er meget enkelt. Vi har bare brugt en olietønde, fire hjul, lidt jernprofilrør, slanger og en benzinpumpe. Pumpen er nok den dyreste, og så drillede min kone og børnene mig med, at jeg købte punkterfrie dæk. De kostede også lidt," fortæller Flemming Madsen, der estimerer at vognen har kostet omkring 7000 kroner at lave. 

 

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.