Ville sælge sig som "tilsyneladende solide dieseltraktorer"

Fra Landsbladets arkiv: De jugoslaviske traktorer havde prisen som bedste salgsargument. Men så var der lige det med finish.

Vi har fundet en gammel avis fra 1987 og dykker ned i historien om hvordan det jugoslaviske traktorfabrikat IMT igen var med på sommerens maskinudstillinger. 

Dette skete gennem det dengang nystiftede firma Jugoskandia AB, som havde hovedsæde i Rønde og som skulle dække hele Skandinavien. 

- I Danmark tilbydes fra starten modellerne 549, 569 og 577, som motormæssigt ligger i området fra 34,5 til 51,5 kW (47 til 70 hk). Senere kan ventes et par modeller med over 100 hk, står der i Landsbladet 12. juni 1987.

Traktorerne blev beskrevet som "tilsyneladende solide dieseltraktorer med moderne design", men den kræsne danske traktorkøbere ville måske mene, at begrebet "finish" ikke var helt i top. 

Masser af trækkraft for pengene

Noget andet der heller ikke var i top var prisen på de Jugoslaviske traktorer.   

- Prislisten starter lige under 100.000 kroner, og derfor må man sige, at der er masser af trækkraft for pengene i IMT. Alle modellerne har 10 fremadgående gear. De to største modeller kan vælges med to- eller firehjulsdrift, står der i Landsbladet. 

IMT var på det danske marked i årene 1979-1983 og der blev dengang solgt i alt 350 stk.  

Hos firmaet Jugoskandia var man i 1987 indstillet på en rolig salgsudvikling:

- Nu starter vi i Danmark, hvor målet det første år er et salg på 120 traktorer, men godt det dobbelte antal om to år. Senere starter vi langsomt op i Norge og Sverige og til sidst i Finland og Island. I år satser vi på ca. 16 danske forhandlere landet over, lød dengang fra Jugoskandias salgsdirektør Arne K. Larsen. 

En snert af MF

Selvom den jugoslaviske traktorfabrik var en selvstændig virksomhed, bar IMT-traktorerne præg af, at der tidligere var indgået aftale om licensproduktion af komponenter fra Massey-Ferguson. Da IMT var fremme i 1979-1983 havde man en model, der næsten til sidste skrue var en kopi af den meget populære MF 35, som blev introducerede sidst i 1950’erne. 

På billedet herunder ses IMTs 577 og bagved deres 569.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.