Yding om ungt talent: Det ender altid med et godt resultat

Hos Yding Smedie & Maskiner har 23-årige Johannes Dahm – finalist i Danmarks Bedste Lærling – fået et bredt kendskab til at reparere landbrugsmaskiner.

Hvis Johannes Dahm skulle få sved på panden i finalen om at blive Danmarks Bedste Lærling (DBL) i næste uge, kan han tænke på sin grundforløbseksamen. Den gik nemlig udmærket.

»Jeg stillede ventiler på en Deutz DX, udmålte dens generator, beregnede forlysets spændingsfald, pressede en hydraulikslange og lavede svejsearbejde«, fortæller den 23-årige lærling.

Han er én af fire finalister, der i næste uge skal dyste om titlen, når finalen afholdes 11. og 12. november på HEG i Aars.

Han har afsluttet femte hovedforløb i ny mesterlære hos Yding Smedie & Maskiner A/S i Horsens. Her er alsidigheden i førersædet. Johannes Dahm har repareret traktorgearkasser, tjekket motorstyring, skiftet valser i kartoffeloptagere, lavet fejlfinding i elektronikken på såmaskiner, monteret hydraulikventiler i mejetærskere og skiftet defekt software i en Farmdroid-robot.

»Der er ikke to opgaver, der er ens i denne branche, og det er interessant at løse problemer gennem analyser – også digitalt – af, hvad der skal repareres, og hvordan det skal gøres. Specialopgaver for kunder, som vil have noget særligt, er også spændende. Og så er det fedt at komme i felten med en svend og løse akutte opgaver, hvor man skal tænke hurtigt«, lyder det fra Johannes Dahm.

Har altid villet bruge hænderne

Han ser sin studentereksamen som et godt redskab til at få overblik, søge viden og læse engelske – og tyske – manualer.

Men som opvokset på en gård har han altid vidst, at han ville bruge sine hænder og arbejde med maskiner:

»Det er godt at være hos Yding, hvor jeg måske kan blive som udlært. På sigt overvejer jeg at læse til maskiningeniør«, siger han.

Yding: Stor grundighed og overblik

Med en højde på 2,02 meter er 23-årige Johannes Dahm let at få øje på. Det samme gælder hans talent for at reparere landbrugsmaskiner, siger Christina Rasmussen, Yding Smedie & Maskiner:

"Hos os går Johannes til opgaverne med stor grundighed og overblik og ender altid med et godt resultat. Desuden er han dygtig til at gå i dialog med kunderne og forklare dem om sammenhænge og resultaterne af et stykke udført arbejde".

Faktaboks

DBL

  • Det traditionsrige DBL-mesterskab, der afgør, hvem der er Danmarks dygtigste lærling inden for landbrugsmaskinmekanikere, afholdes på HEG i Aars 11. og 12. november. 
  • Finalefeltet udgøres af fire lærlinge, Carl Gornitzka fra Nexø Maskinforretning, Johannes Dahm fra Yding Smedie & Maskiner, Malthe Thomsen fra Thorsen Maskincenter i Nimtofte og Emil Hedegaard Nielsen fra Valtec Skanderborg. 
  • Tilskuere er velkomne til at overvære dem i finalen fra kl. 10 tordag og kl. 8 fredag formiddag, inden vinderen endeligt kåres fredag formiddag kl. 11.15.
  • Bag konkurrencen står Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, HEG, Dansk Maskinhandlerforening, LandbrugsMedierne, Dansk Metal og 3F.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.