Maskinstations-medarbejder så ulv på nær hånd

Ulv kiggede nysgerrigt på landbrug ved Spjald i Vestjylland.

I området omkring Ulfborg ved Nissum Fjord i Vestjylland har ulven længe været kendt, men nu er en ulv tilsyneladende rykket mod sydøst, mod Spjald. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Det var en ansat ved Viftrup Maskinstation, som ved firmaets biogasanlæg vaskede sin bil, da ulven dukkede op 15 meter borte. Larm fra anlæg og lys på pladsen generede tilsyneladende ikke ulven.

Ejer Knud Christensen, Viftrup Maskinstation, tror ikke, at ulven vil angribe mennesker, men alligevel er han - og medarbejderen - ikke helt trygge i mørket længere. Knud Christensen vil på dyr og børns vegne tage forholdsregler.

"Vi har nogle gravhunde, som løber frit rundt. Det er ikke sikkert, at de kan det i fremtiden. Jeg har også nogle børnebørn, som løber og leger. Dem skal vi også tage hensyn til, hvis ulven bliver her. I første omgang ændrer det dog ikke noget i vores hverdag, men det er da noget, vi snakker om", siger Knud Christensen til avisen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle