Masser af blæst de kommende dage

Det kommer til at ruske godt de næste dage.

Søndagens kraftige blæsevejr i Danmark og andre nordeuropæiske lande er mandag morgen løjet noget af, men de kommende dage byder også på masser af rusk.

Dagtemperaturerne vil stabilt ligge omkring fem-seks grader. Om natten mellem nul og tre grader.

Det siger Dan Nilsvall, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

"Blæsten bliver ikke ligeså kraftig som tilfældet var søndag, men mandag vil vinden stadig være frisk med kuling fra sydvest. Ved den jyske vestkyst med vindstød op til stormstyrke", siger han.

Den kraftige vind fra sydvest og vest vil få vandstanden til at stige.

"Ved Vadehavet vil den forhøjede vandstand toppe ved 15-tiden mandag med mellem 3,0 og 3,5 meter over det normale niveau. Ved den centrale del af vestkysten og ud til Skagerrak vil vandstanden også stige, men ikke helt så voldsomt", siger Dan Nilsvall.

Også i Limfjorden vil vandet stå højt.

"Det kan blive en længere periode med forhøjet vandstand i Limfjorden, som først aftager sent onsdag eller natten til torsdag".

Tirsdag og onsdag kan det også anbefales at have et solidt greb om cykelstyret eller rattet. Begge dage bliver mere end normalt vindfyldte.

Natten til torsdag begynder vinden at aftage, men allerede torsdag kommer der nye perioder med blæst. Det skyldes et nyt lavtryk, der nærmer sig fra vest.

Sne og hård frost er der fortsat ikke optræk til, men i nattetimerne denne uge kan der lokalt være glatte veje.

"Ved vestvendte kyster er faren ikke så stor, men jo længere ind i landet du kommer, jo større er risikoen. Men det er kun om natten eller i de tidligere morgentimer", siger Dan Nilsvall.

/ritzau/

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle