Medieekspert: Fortæl, at I også er ofre for klimaet

Landmænd trænger til lidt beskyttelse, og erhvervet kan godt trække offerkortet. En gang imellem.

Hvis man i landbruget forventer at blive omfavnet af befolkningen for at ville være klimaneutral i 2050, er det for tidligt at holde vejret og vente på, at det sker. Landbruget og landmændene skal nemlig først levere på planen, mener medieeksperten Michael Kristiansen fra TV2 News:

»Indtil videre er der ingen helte i klimadebatten. Landbruget har lavet en plan, og det er fint. Men helte bliver I altså ikke i nogens øjne, førend I har leveret nogle resultater«.

Så var tilhørene trukket i gang på Høng Landbrugsskole, hvor Landbrugsdagen onsdag trak omkring 140 landmænd af huse. Her kunne man bl.a. høre Michael Kristiansen, der ud over at være studievært, er kendt fra kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og også har en fortid som spindoktor for den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen på sit CV.

»Hvis landmændene vil vinde troværdigheden hos forbrugerne tilbage, skal I fortælle, at klimaet også udfordrer landbruget. Både tørke og oversvømmelser er dagligdag for landmænd. Her kan I godt arbejde med, at I også er ofre«, lød det fra den drevne kommunikatør, der understregede, at det ikke skal være på »piv-piv-måden«.

»Det er der ingen, der gider lytte til. Men hvis landbruget ikke fortæller om jeres udfordringer, så risikerer I bare at få skylden for det hele«.

For meget lørdagskylling

At landbruget er havnet i den situation, hvor erhvervet automatisk får skylden for alverdens ulykker er... landbrugets egen skyld, mener Michael Kristiansen:

»I fandt på det med skolemælken. Dengang var det landmændene, der var heltene. Man troede på, at mælk var sundt, fordi I sagde det. Men det budskab er der ingen, der køber længere. Flæsk er bare ikke festmad, som det var engang. Så I er lidt selv skyld i, at I er endt i monsterrollen. I har sovet og solgt lørdagskyllinger lidt for længe«, sagde Michael Kristiansen.

»I mangler nogle kvinder, som man gerne vil lytte til. Og I har været for langsomme til at spotte trends. Når 50.000 skriver under på et borgerforslag om at forbyde roundup, så har landbruget et problem. Jeg ved ikke, om det er farligt, og det ved befolkningen heller ikke. Men vi ved, at det er jer, der bruger det«.

Faktaboks

Landbrugsdage:

  • Temaet for årets landbrugsdage er bæredygtighed.
  • Værterne er Landbrug & 
Fødevarer, Nykredit, 
Østifterne og Forenet Kredit.
  • Sidste gang er 27. november på Nordjyllands Landbrugsskole i Nibe.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle