Mega-landbrug med 100.000 hektar: Vi skal være pesticidfri om 11 år

Det globale landbrug Ingleby Farms med hovedkontor i Køge vil stoppe al brug af syntetiske pesticider senest i 2030.

100.639 hektar med alverdens afgrøder og skove i ni lande skal fra 2030 dyrkes helt uden brug af syntetiske pesticider. Det er målet for den store globale landbrugsvirksomhed Ingleby Farms and Forestry. 

Fra kontorer i Slotsgade i Vallø ved Køge styrer Ingleby driften af de mange hektar plus 3.500 malkekøer med en årlig mælkeproduktion på 20 mio. liter mælk, 53.000 får og en produktion på 61.000 lam.

“Vi har sat os det mål, at alle vores landbrug og skove skal være fri for syntetiske pesticider i 2030. Lige for tiden tester vi derfor en række forskellige måder at nå det på, og vi håber, at vi kan inspirere andre landmænd”, skriver Ingleby i årsrapporten for 2018/19.

Ingleby tror, at det bliver et minimumskrav, når det gælder bæredygtighed i 2030, og Inglebys adm. direktør Hans Henrik Koefoed erkender, at målet er ambitiøst.

”De kommende generationer vil ikke acceptere nogen risiko fra pesticidrester i deres mad. De vil have sund og naturlig mad, og det vil vi med glæde producere”, siger Hans Henrik Koefoed.

Ingleby havde i 2018/19 en omsætning på lige godt en mia. kr. sammenlignet med 775 mio. kr. året før. På bundlinjen stod der et plus på 42 mio. kr. sammenlignet med et minus på 4,85 mio. kr. året før. Egenkapitalen var på knap 5 mia. kr.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle