Mejeriforeningen: Alle bør hæfte sig ved, at det er et samlet erhverv, der står bag planen

Mejeriforeningens formand Steen Nørgaard Madsen, der også er en del af formandskabet i Landbrug & Fødevarer, mener ny klimaplan har et stærkt fagligt fundament og skaber overblik over de løsninger, der er i spil og dem, som ligger lige om hjørnet.

- Jeg er overbevist om, vi kan nå målene, fordi vi har så mange gode indsatser, både i forskningen, på gårdene og i virksomhederne, og har en fælles vilje om at nå resultater.

Sådan lyder det fra Steen Nørgaard Madsen, formand for Mejeriforeningen, i en kommentar til den klimaplan, som Landbrug & Fødevarer nu har offentliggjort, og som viser en vej til, hvordan man kan nå klimamålene i 2030 i landbrugssektoren.

Fra Steen Nørgaard Madsen, der også er en de to viceformænd fra virksomhedssiden i Landbrug & Fødevarer, lyder det, at alle bør hæfte sig ved, at det er et samlet erhverv, der står bag planen, som viser vej til de reduktioner, der er nødvendige for den grønne omstilling af landbrugs- og fødevareerhvervet.

- Det er en fælles opgave på tværs af af erhvervet, og alle dele af vores erhverv må gøre, hvad vi kan. Vi har brug for hinanden, og vi har brug for netop at dyrke de fælles løsninger på klimaopgaven. Klimaarbejde er ”mange bække små”, men samtidig må vi ikke miste fokus på helhederne - for netop i biologien er der brug for en helhedsbetragtning for samspillet mellem dyr og planter, siger han.

Han påpeger, at planen ser på hele erhvervet i sammenhæng.

- Netop den tilgang, mener jeg, er afgørende for, om vi lykkes med at nå vores klimamål, uden at det koster det danske samfund arbejdspladser, konkurrenceevne og eksportindtægter og sikkerhed for lokal forsyning af fødevarer og energi, siger han.

Danmark har et ansvar for at producere mælk

Ifølge Steen Nørgaard Madsen har planen et stærkt fagligt fundament og skaber overblik over de løsninger, der er i spil og dem, som ligger lige om hjørnet.

- Den anviser teknologier og udvikling, som kan bringe os frem mod de mål, landbrugserhvervet og virksomhederne har sat - og også de politiske mål. Men det kræver de rette investeringer i teknologi, forskning og innovation og samarbejde og samtænkning - også på tværs af sektorer. For eksempel spiller landbruget en væsentlig rolle for Danmarks grønne energiforsyning, siger han.

Når Mejeriforeningens formand ser på sin del af erhvervet, så lyder det, at danske landmænd er dygtige til at producere mælk, og danske mejerier evner at forfine den råmælk til alverdens produkter.

- De danske mejerier har hver især klimaindsatser på mejerierne og arbejder på hver deres måde sammen med landmændene om konkrete tiltag på gårdene. Alt sammen for at fastholde den nødvendige udvikling, siger han og tilføjer:

- Vi har i Danmark et ansvar for at producere mælk og udvikle den måde, vi gør det på, så vi bevarer kvaliteten, men producerer med så lavt et klimaaftryk som muligt. Så kan vi dele vores viden og indsatser med resten af verden, og dermed eksportere både mejeriprodukter og metoder. Dén internationale styrkeposition må ikke smides overbord, lyder det fra Steen Nørgaard Madsen.

/ege

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle