Melder klar til at skyde danske ulve: Vi holder med landbruget

Hos Danmarks Jægerforbund er man fortsat klar til at regulere ulven. Her arbejder Vildtforvaltningsrådets ulvegruppe med forslag til en revision af forvaltningsplanen.

”Vi er helt klar til at regulere ulven i det omfang, det er muligt og nødvendigt”.

Så kort opsummerer Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund, foreningens holdning til den nyligt opblussede ulvedebat, efter at en 66-årig er anholdt og sigtet for ulovligt at have skudt en ulv ved Ulfborg i Vestjylland.
 
”Det er i dag muligt at regulere ulven, men reglerne er strenge. Men vi ønsker at gøre reglerne mere gennemsigtige og simple, så vi mere præcist ved, hvornår der kan reguleres, og hvornår det er lukket land så at sige”, siger formanden til landbrugsavisen.dk.
 
Han fortæller, at baggrunden for den revision der pågår er på baggrund af de udfordringer som især især landbruget har..
 
”Vi er naturligvis en del af arbejdet fordi vi er en del af ulvegruppen og, fordi vi støtter landbruget. Vi har som jægere et ansvar på det punkt, og hvis der er ulve, der påvirker samfundet overvejende negativt i forhold til landbrugsdrift, så er det vores lod at tage del i det samfundsansvar,” siger han.
 
”Vi vil gøre det samme i forhold til mennesker – hvis ulvene mangler skyhed og bliver en trussel for mennesker, så skal de skydes. Så kort kan det siges”.

Er undervejs med nye råd til ministeren

Claus Lind Christensen var en af de første fortalere for, at der skulle reageres på ulvenes indtog i Danmark.

Her var det Jægerforbundets holdning fra starten, at der skulle oprettes en ulvegruppe, som kunne være med til at præge ulvedebatten og det politiske arbejde med ulve.
 
”Vi vidste fra dag et, at det absolut ikke er uden problemer at have ulve i naturen. Hvis jeg taler med mine svenske eller finske kolleger, så blegner de danske tilfælde - det er et meget stort problem for dem”, siger han.
 
Han fortæller, at Danmarks Jægerforbund lige nu er en del af en arbejdsgruppe med flere andre organisationer, herunder blandt andet Landbrug & Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforening, som arbejder på version to af ulveforvaltningsplanen, hvor reglerne for regulering af ulve skal gøres langt mere præcise.
 
”Der har været et stort ønske, blandt andet fra landbruget selv, at få præciseret, hvordan man kan forholde sig til angreb på husdyr. Altså at få præciseret forholdene, så en landmand kan bruge fornøden magtanvendelse og dermed skyde en ulv på lovlig vis. Det bakker vi op om, da vi også er interesseret i at få det gjort klar hvordan vi som jægere kan beskytte jagthunde”, siger Claus Lind Christensen.
 
Arbejdsgruppen skal færdiggøre deres syn på en revision af ulveforvaltningsplanen, som forventelig skal tages op på et møde i juni. Derefter skal rådene leveres til Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen, som skal tage ulveforvaltningsplanen op til revision i en version to.
 
“Ulveforvaltningsplanen er dynamisk og har den funktion, at vi skal kunne rette til, når vi lærer noget nyt. Nu har vi lært noget nyt, og det skal vi tage bestik af”, siger han.
 
”I Danmark har vi jo en lovgivning i forhold til nødret, hvor man som borger kan anvende den fornødne magt i en situation. Men det er svært for den enkelte at vurdere, hvornår der er tale om fornøden magtbrug, og det skal kridtes klarere op. Det regner vi også stærkt med bliver tilfældet i den nye version af ulveforvaltningsplanen”.

Skal ændres på EU-niveau

Ifølge EU-lovgivningen er ulven en strengt fredet dyreart, og derfor har Danmarks Jægerforbund også plæderet for at få lempet den klassificering.
 
Helt konkret vil de have flyttet ulven fra en såkaldt bilag 4-art til en bilag-5 art. Det gør, at ulven går fra at være ”strengt beskyttet” til ”under forvaltning”, hvilket med andre ord vil kunne lempe mulighederne for at forvalte ulven i Danmark.

Dansk krybskytteri på ulven vækkede harme

Hos Danmarks Jægerforbund vakte det tidligere på dagen harme, da det kom frem, at en 66-årig mand var anholdt for ulovligt at skyde en ulv ved Ulfborg i Vestjylland.

Her kaldte formanden Claus Lind Christensen det for et ”vanvittigt eksempel på selvtægt”, og uddybede, at hvis den sigtede var medlem af forbundet, kunne han se frem til at blive smidt ud.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle