Melding fra Tyskland: Tro på at prisbunden er indfundet

Tysk markedsanalytiker tror ikke, slagtesvinenoteringen skal længere ned end det nuværende niveau.

Der er langt fra forårets slagtesvinepriser, som toppede omkring to euro pr. kg, til det nuværende leje på 1,27 euro pr. kg, som har været nogenlunde stabilt efter udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland i starten af september.

Men står det til Frank Greshake, der betegnes som en af de velrenommerede markedsanalytikere i Tyskland, er der ikke udsigt til, at noteringerne for slagtesvin falder yderligere.

Det rapporterer Danske Svineproducenter i en melding, hvori det også fremgår, at slagtesvinenoteringen fortsætter uændret på 1,27 euro pr. kg svarende til 9,46 kr.

Trods de opløftende meldinger fra analytikerne bliver forholdene for den store udbudspukkel af slagteklare grise ikke bedre på det tyske marked. En pukkel, der er nu er vokset til flere end 500.000 svin.

Corona-situationen gør det vanskeligt at nedbringe puklen, og branchen mangler opbakning fra politikerne. Senest er det kommet frem, at socialministeriet i delstaten Niedersachsen ikke vil tillade slagtninger på lørdag, som er en helligdag i delstaten.

Selv om der er prispres på nogle delstykker, der noralt afsættes i Asien, meldes om et stabilt kødmarked, og derfor fastholder VEZG noteringen. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle