Mens ét parti ønsker afvikling af minkerhvervet, ønsker et andet dvaleordning til avlere

Mens Enhedslisten vil afvikle minkerhvervet, vil Konservative sikre ordning til avlere, der vil genoptage erhvervet. Så vidt spænder partierne inden aftenens afsluttende forhandlinger.

Der bliver spænding til det sidste, når Folketingets partier i aften skal ind til de afsluttende forhandlinger om erstatning til minkbranchen.

Selvom det forlyder, at regeringen og Venstre er blevet enige, er det nemlig langt fra sikkert, at det ender med en bred aftale. 

Ifølge ritzau ønsker Enhedslisten at afvikle erhvervet, mens Konservatives kæmper for en "dvaleordning", der betyder, at minkavlere kan starte op igen ude i fremtiden.

"Aftenens møde kommer til at handle om, hvorvidt aftalen skal have til formål at lukke minkavlen ned, eller om den har til formål at lade den del af minkavlerne, der vil, genoptage deres erhverv, når det er muligt", siger Rasmus Jarlov (K) til Landbrugsavisen.dk.

Ifølge Landbrugsavisen.dks oplysninger estimerer regeringen, at aftalen kan løbe op i 18 mia. kr., men ifølge Konservative vil en dvaleordning gøre aftalen billigere.

"Det vil være til gavn for statskassen og minkavlerne, så det er vi meget optaget af. Det er meget principielt for os, så det bliver spændende", siger Rasmus Jarlov.

Et andet punkt, han vil bringe ind til forhandlingsbordet, er de 4.000 mink, der stadig lever i Danmark, og som Konservative håber kan indgå i et forskningsprojekt og dermed undgå aflivning.

"Der er ikke noget sundhedsfagligt argument for at slå de sidste 4.000 mink ihjel, så det bliver også spændende at se, om vi kan få det igennem", siger Rasmus Jarlov.

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle