Mere mælk til kalven giver bedre sundhed

Gevinsten ved øget mælketildeing til slagtekalve skal ikke findes på slagteriet, men i kalvestalden, viser Seges-projekt.

At øge mælkefodringen til slagtekalve fra seks til 10 liter i døgnet giver ikke mere kød, bedre kvalitet eller højere afregning.

Eller jo, det gør det, men ikke signifikant, og det kan ikke betale det øgede mælkeforbrug på 140 liter pr. slagtekalv i mælkefodringsperioden.

Det viser et delprojekt i Seges-projektet ’Fra kalv til krog’.

Men derfor kan øget mælketildeling alligevel godt være en god forretning, gør Seges-konsulenterne Henrik Martinussen, Heidi Lund Hyttel og Annedorte Jensen opmærksom på, ligesom de understreger behovet for gradvis nedtrapning ved brug af store mælkemængder.

Bedre sundhed

»Øget mælketildeling giver sundere kalve - og sunde kalve giver lettere arbejdsgange og gladere medarbejdere. Praksisafprøvningen viste, at kalve tildelt moderate mælkemængder i gennemsnit havde en højere kropstemperatur (+0,25 grader) sammenlignet med kalve fodret med høje mælkemængder, ligesom forekomsten af diarre var signifikant lavere hos kalve tildelt høje mælkemængder.

Ydermere fandt afprøvningen i den pågældende besætning, at der var signifikant færre kalve med lungebetændelse ved tildeling af høje i forhold til moderate mælkemængder. Ud fra en sundhedsmæssig synsvinkel er høje mælketildelinger derfor en god investering, der bidrager til robuste kalve«, konkluderer de tre konsulenter.

Uden dog at sætte kroner og ører på værdien af forbedret sundhed ift. et merforbrug af mælk på op til 140 liter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.