Merrild: Derfor tror jeg på billigere realkreditlån til landbrug

Martin Merrild er glad for den løsning, som repræsentantskabet har godkendt om salg af ejerskabsandel til pensionskasser.

Nykredits repræsentantskab - som L&F-formand Martin Merrild sidder i - har torsdag aften besluttet at sælge en ejerandel af realkreditkæmpen til en række pensionsselskaber.

Han har været en af de drivende kræfter i at forhindre, at Nykredit som tidligere planlagt blev børsnoteret og ad den vej hentede ekstern kapital ind.

Den nye løsning er han tilfreds med - og han tror, at de nye ejere, trods ulemper, kan blive en styrke for Nykredit.

"Det er klart, at de skal have et højt afkast af deres penge. Men jeg håber, at - punkt et -  at vi nu har løst kapitalproblemet, og - punkt to - at vi nu har fået en en aktiv ejer ind, der vil sikre afkast og have fokus på, at virksomheden bliver drevet effektivt med størst muligt  fokus på omkostningsstyring og sikre långivning alle områder", siger Martin Merrild til Landbrugsavisen.dk.

Pensionskasserne har krav på otte procent i forrentning. Det arrangeres på en måde, så også kunderne får del i det afkast, Nykredit skaber - via de såkaldte kundekroner, som er tilbagebetaling af forsikringspræmie.

Nykredit-ledelsen har udtalt, at de vil øge kundekrone-udbetalingen, efter de har fået den ekstra kapital ind via de nye ejere.

Martin Merrild siger, at Forenet Kredits vigtigste rolle er at sikre billige realkreditlån.

"Det skal man også gøre ved at lægge konkurrencekraft ud i markedet. Det giver denne model adgang for at gøre her og nu," siger Martin Merrild.

En helt central pointe for Martin Merrild er, at pensionskasserne har et andet, langsigtet perspektiv end andre ejere. Pensionskasser har typisk investeringer bredt i det danske samfund. Derved har de også interesse i, at det danske samfund - i bred forstand - oplever fremgang. Realkreditlångivning - også til virksomheder i alle dele af landet - er derved en forudsætning for, at også pensionsselskaberne har sundt afkast på øvrige investeringer. Den tankegang gør, at pensionskasserne er investorer med et bredere samfundsansvar end øvrige investorer, mener Martin Merrild.

"Pensionskasserne skal investere deres penge ansvarligt. De skal selvfølgelig sikre sig et afkast, men dernæst løfter de et samfundsansvar. Det er fundamentalt for pensionsselskaber", siger Martin Merrild.

En anden fordel - for landbruget - ved at få den ekstra kapital ind her og nu, selvom de eksterne ejerne skal have afkast, er, at Nykredit er velpolstret til at yde lån bredt.

Hvis der opstod i en situation, hvor Nykredit mangler polstring på grund af kommende kapitalkrav, kunne konsekvsen være, frygtede Martin Merrild, at Nykredit skulle skære låneporteføljen til.

"Hvis ikke man havde nok kapital, så skulle man skære forretningen til. Det kunne ske ved at skære til ved erhverv ude på landet frem for erhverv i byområder. Det kunne man frygte", siger Martin Merrild.

Martin Merrild mener i øvrigt, at det er en fordel at have nye ejere, som kender den danske realkreditsektor - og som er nemme at samle, hvis der opstår en vanskelig, der skal håndteres her og nu.

Finanswatch skriver, at Nykredit-ledelsen har droppet et forslag om, at bestyrelsen i Forenet Kredit skal kunne beslutte at frasælge ejerskab, så Forenet Kredit kan eje ned til 51 procent. Det var en god ide, mener Martin Merrild.

"Jeg synes, at det var klogt af formanden at trække det forslag, for det, der har været fokus på, har været salg af aktier. Jeg synes, at det er godt, at der bliver mere tid til at få det drøftet", siger Martin Merrild.

Nogle kritiske repræsentantskabsmedlemmer har ønsket, at Forenet Kredit fik en tilbagekøbsret. Det har man ikke fået. Til gengæld har Forenet Kredit en forkøbsret, så Forenet Kredit har førsteret til at købe aktierne tilbage til en pris tilsvarende den, som pensionskasserne kan få andetsteds.

"Det har jeg ikke lyst til at kommentere på. Der har været forhandlinger, hvor man er kommet frem til denne løsning. Det har jeg ikke sige så meget at sige til", siger Martin Merrild.

Opdateret 15.45: Kommentarer tilføjet, bla. om forkøbsret.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle