Merrild efter mink-krisemøde: Den allerstørste skuffelse i min tid

L&F-formand langer kraftigt ud efter både fødevareminister Mogens Jensen (S) og Statens Serum Institut efter et krisemøde fredag eftermiddag.

Det er en skuffet, vred og rystet formand i Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, der fredag eftermiddag er kommet ud fra møde med fødevareminister Mogens Jensen (S) og Kopenhagen Fur.

På mødet skulle parterne drøfte regeringens strategi for at håndtering af corona blandt danske minkfarme.

Men ifølge Martin Merrild, der selv er minkavler, fik hverken han og erhvervet langt fra de svar, man havde håbet på.

"Selv det mest simple ønske om et fælles kriseberedskab, som vi har banket på med i flere uger, er endnu ikke blevet efterkommet. Det er den allerstørste skuffelse, jeg har oplevet i min tid som en del af en erhvervsrepræsentation", siger formanden og fortsætter:

"Det er ubegribeligt, at man ikke kan lave et forum, hvor sundhedsmyndighederne, veterinærmyndighederne og erhvervet kan sidde sammen med ministeren for bordenden og håndtere krisen. At man kan ikke kan sidde sammen og håndtere krisen, som der ellers er en god tradition for i Danmark".

uforsvarligt langsomt

På mødet gentog fødevareministeren, ifølge Martin Merrild, igen, at regeringen ønsker at bevare minkavl i Danmark.

"Det vælger jeg forsat at tro på, men det bliver efterhånden meget svært, når man ser på, hvordan man handler på den her krise. Jeg har svært ved at tro på, at ministeren forstår alvoren, og hvor hurtigt det her udvikler sig", siger Martin Merrild og fortsætter:"

"Selvfølgelig skal vi sikre folkesundheden, men vi skal også sikre, at vi har noget at leve af, når det her er ovre".

Hvad fik du ud af mødet?

"Det ved jeg ikke", lyder det fra formanden, mens han tænker sig om og fortsætter:

"Det eneste reelle svar, vi fik på mødet, var, at aflivningsstrategien kan der ikke laves om på. Hvis det nu virkelig er rigtigt, at den er nødvendig for folkesundheden, så det er da totalt uforsvarligt, at aflivningen foregår så langsomt, som den gør".

"De siger, at nu er tempoet på vej op, men problemet er, at fra landmændene derude hører vi, at det stadig går for langsomt".

kan aflive og pelsere hurtigere end styrelse

Kopenhagen Fur har for nyligt fremlagt en handlingsplan for fødevareministeren.

Her lyder et forslag at fremrykke pelsning af de ikke-smittede mink, der ligger indenfor 7,8 km radius af en smittet farm, og derfor egentlig skal destrueres.

"Fra Kopenhagen Furs side kan man endda give tilsagn om at aflive og pelse minkene hurtigere, end Fødevarestyrelsen kan gøre det. Men nej, man insisterer på, at sunde og raske dyr skal aflives og destrueres", siger Martin Merrild, der sammenligner med andre nødlidende brancher under coronakrisen:

"Hotel- og restaurationsbranchen lider også, men man brænder jo ikke bygningerne ned. Det er det, man er i gang med nu i minkbranchen. Man er ved at brænde et helt erhverv ned til grunden".

er der en skjult dagsorden?

Vi fik at vide, at der arbejdes med en fælles møde på embedsmandniveau på mandag.

L&F-formanden har allerede fredag sendt et brev til statsminister Mette Frederiksen (S).

"Jeg beder hende om, at fødevareministeren og sundhedsministeren sætter sig sammen og balancere de sundhedsfaglige og de veterinære problemstillinger. Det kan ikke hjælpe noget, at man har et sundhedssystem, der ikke forholder sig til, hvad det er for værdier, der er på spil. Der er ikke respekt for, at vi taler om milliarder og tusindvis af jobs", siger Merrild.

Hvad kan du sige til minkavlerne derude fra det her møde?

"Jeg ved det nærmest ikke. Jeg kan sige, at jeg har brugt alle mine talenter og efterhånden forsøgt alt. Vi har en krise, der udvikler sig time for time, men et system, der arbejder i måneder. Jeg ved snart ikke, om der er en skjult dagsorden blandt sundhedsmyndighederne om at ville af med husdyrproduktion i Danmark".

Hvorfor tror du det?

"Fordi man bliver ved med at aflive sunde og raske mink uden at ville fremlægge det materiale, der skulle vise, at det er til gavn for folkesundheden. De kan jo ikke finde ret mange mennesker uden for farmene, der er blevet smittet med corona fra mink".

Fra Statens Serum Institut fastholder man, at mutation i mink er til fare for en eventuel vaccine. Flere andre forskere siger, at det ikke holder - hvad tænker du om det?

"Jamen, hvorfor tror du, at jeg kan få den mistanke, at der er nogle i systemet, der vil af med mink i Danmark?", svarer formanden.

Emneord

coronavirus mink , Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle