Merrild om ammoniakkrav: Urimeligt, der ikke er ankemulighed ved udpegning

En embedsmands notater bag på en serviet kan koste landmænd millioner af kroner.

»Det er fuldstændig urimelig situation, at en medarbejder kan gå en tur og sætte en cirkel på et kort, der har så store erhvervsøkonomiske konsekvenser«.

Det fastslog Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer på stormøde om ammoniak i Vingsted mandag.

Martin Merrild peger på et eksempel, hvor en medarbejder fra Naturstyrelsen har gået en tur i en strandeng og angiveligt fundet nogle arter, der kræver særlig beskyttelse. Det har ført til at der er tegnet et område på 6.000 kvadratmeter midt i strandengen, hvor fordampningen af ammoniak til området skal ned på 0,7 kg pr. hektar.

Ifølge landmanden, der har ønsket at udvide, vil det koste et tocifret millionbeløb, at han ikke kan udvide bedriften.

Martin Merrild peger på, at der er alt for store konsekvenser, når en enkelt medarbejder blot ved at gå en tur igennem en strandeng og slå nogle streger, kan træffe en endelig beslutning, skrevet på bagsiden af en serviet.

»Der er ingen ankemuligheder«, påpeger han.

Der burde være større sikkerhed og flere øjne på en beslutning med så store konsekvenser, påpeger han.

Landmandens udvidelse vil resultere i en udledning på 1,7 kg kvælstof pr. hektar fra ammoniak. Det må han ikke. Men han må gerne gøde arealet med 100 kg kvælstof pr. hektar.

Og han kan ikke kompensere for udledningen på 1,7 kg N fra ammoniak ved at reducere gødskning af marken.

Fra omgivelserne kommer 13 kg kvælstof pr. hektar uanset om der er landbrug eller ej, og hvis en ræv med hvalpe slår sig ned – og den kræver ikke miljøgodkendelse, så øges udledningen med 10 kg kvælstof.

»Ammoniakreglerne er alt for firkantede, og vi må kunne finde en løsning på det«, sagde Merrild med adresse til de tilstedeværende politikere i salen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle