Merrild om jordudtagning: "Tudetosset at der ikke er større ambitioner på området"

Landbrug & Fødevarer undrer sig over, at regeringen ikke har sat flere penge af til udtagning af lavbundsjorde, efter førte del af planen for jordudtagning blev fremlagt fredag.

Fredag fremlagde regeringen første del af planen for, hvordan de afsatte penge til jordudtagning skal fordeles.

Det er positivt, at man nu kan komme i gang med arbejdet, men foreløbigt mangler der fokus på særlige arealer, mener Landbrug & Fødevarer.

"Vi er tilfredse med, at de afsatte midler fra Finansloven 2020 nu kommer ud og skaber en effekt i naturen og for klimaet. Det er jo præcis det Landbrug & Fødevarer, i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, har efterspurgt, ligesom det er et stort ønske for mange landmænd", siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild og fortsætter:

"Når det er sagt undrer det mig, at der i regeringens finanslovsforslag ikke er afsat flere midler til området. Udtagning af lavbundsjorde er det mest effektive klimaværktøj vi har, og derfor er det tudetosset, at der ikke er større ambitioner på området", siger formanden.

Mangler fokus på §3-arealer

Selvom Martin Merrild er med tilfreds med, at udtagningen nu kan komme i gang, efterlyser han endnu konkrete svar på flere vigtige punkter:

"Vi afventer i øjeblikket svar på, hvordan planen skal udmøntes mere konkret. Men vi er positive over ministerens tilgang om, at det skal være enkelt, fleksibelt og frivilligt, samt at der skal være fuld erstatning til de lodsejere der udtager jord. I den forbindelse er det vigtigt, at der i planen bliver let adgang til jordfordeling, som Landbrugsstyrelsens kontor i Tønder er dygtige til at håndtere", siger Martin Merrild.

"Omvendt havde vi gerne set, at en mindre del af midlerne blev afsat til at flytte husdyrbrug, der ligger for tæt på beskyttet natur samt udtagning af §3-arealer, der rammes af netop vedtagne gødnings- og sprøjtningsforbud. Dette er i første omgang ikke med i aftalen".

FÅ Oplandskonsulenterne i spil

Slutteligt håber formanden, at der afsættes få, men essentielle ressourcer til facilitering:

"Vi har stor respekt for Naturstyrelsens og kommunernes faglighed, men vi skal sikre at projekterne bliver til noget, og derfor skal der engageres folk som Oplandskonsulenterne, som landmændene har tillid til og som kan skubbe projekterne i gang", slutter Martin Merrild.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle