Merrilds beretning: Der er stadig for mange benspænd

Martin Merrild bad Lars Løkke Rasmussen om at investere i landbruget med en mere moderne miljølovgivning.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen sidste år stod på talerstolen ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning, sagde han, at dansk landbrug ikke bare er i Superligaen. Det er i Champions League.

Det mindede Martin Merrild ham om i sin beretning og tilføjede:

"Jeg er helt enig. Og den måde, vi har indrettet os på, betyder, at vi har alle forudsætninger for at fastholde den position". 

Samtidig advarede han om, at det kræver rammevilkår, der gør, at landbruget kan konkurrere med kollegerne ude i verden. Martin Merrild er bekymret for, at Danmark i sin iver efter at være bedst, kommer til at gå så langt foran de andre EU-lande, at det ikke kan betale sig at være landmand i Danmark. Martin Merrild er særligt bekymret for den danske miljølovgivning. 

"Der er stadig mange benspænd i miljøreguleringen", understregede han. 

Han pegede bl.a. på, at husdyrloven med ekstreme ammoniakkrav forhindrer investeringer i nye stalde, selvom det ville nedbringe ammoniakudledningen og forbedre dyrevelfærden.

Gødningslovens alt for mange datoer, der forhindrer landmanden i at udøve landmandskab med egne vurderinger af mark og afgrøder, fik også hårde ord med på vejen. Endelig kritiserede han vandløbsloven:

»Den tillader ikke klimatilpasning af vandløb, så vi kan få vandet væk fra marker og ejendomme«, understregede Martin Merrild.

Martin Merrild takkede for landbrugspakken, men pegede også på, at målene i de kommende vandplaner mange steder er helt vanvittige og vil være dybt ødelæggende for landbruget.

"For eksempel oplandet til Norsminde Fjord, hvor målet kun kan nås gennem en braklægning af halvdelen af landbruget! Eller Limfjorden, hvor der er trusler om indsatser for enormt store beløb på trods af, at vi allerede næsten har halveret udledningen til fjorden", sagde han.

Martin Merrild stillede spørgsmålstegn ved, om de modeller, der ligger til grund for vandplanerne, giver det rigtige svar, når de viser, at der skal reduceres kvælstofudledning med 60 til 70 procent mange steder, mens bestanden af østers, svømmefugle og sæler er vokset betydeligt. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle