Mette Bock: Vi vil bide VKO i haserne efter valget

Liberal Alliance vil holde Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti op på deres løfter om mere gødning til landbruget, hvis valget giver sejr til blå blok.

Liberal Alliance står til et godt valg, og hvis valget på torsdag giver en samlet sejr til blå blok, vil partiets nuværende fødevareordfører Mette Bock bl.a. bruge indflydelsen til at fastholde Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti på deres løfter om mere gødning til landbruget.

»Vi vil bide dem i haserne og holde dem fast på det, de har lovet,« siger Mette Bock.

Hun er dog ikke i tvivl om, at de fire borgerlige partier vil kunne enes om at lempe gødningsreglerne.

»Vi er enige om rigtig mange ting i forhold til landbruget - Liberal Alliance vil bare gå længere end de tre andre partier,« siger hun.

Skal kunne tjene penge

Ifølge Mette Bock er de danske gødskningsregler det vigtigste landbrugstema i valgkampen, fordi de er afgørende for landbrugets indtjening.

»Helt grundlæggende handler det om, at vi skal give landmændene mulighed for at tjene penge. Så længe de ikke kan tjene penge, kan de ikke servicere deres gæld,« siger hun.

»Puljer og støtteordninger er ikke det, der løser landbrugets grundlæggende problemstillinger. Derfor handler det på den korte bane om, at vi skal ændre gødningsreglerne, så de følger EUs nitratdirektiv. Det vil sige, at landmændene skal gødske efter ligevægtsprincippet.«

Landbrug interesserer

Ifølge Mette Bock har landbruget langt fra været et overset emne i valgkampen - i alt fald ikke hendes egen.

»Det er noget, folk interesserer sig for. Der er stort set ikke et møde, hvor jeg ikke har talt om landbruget.«

Falsk modsætning

»Dér, hvor de begynder at åbne ørerne, er, når man siger, at det er en falsk modsætning, der er stillet op, mellem landbrug og miljø: At man godt kan give landmændene bedre forhold, uden det går ud over miljøet.«

»Og i virkeligheden er det jo langt vigtigere at overbevise de grønne vælgere end dem, der i forvejen kender til landbruget.«

Vil gerne fortsætte

Mette Bock er en meget aktiv fødevareordfører, og hun er en populær skikkelse blandt mange landmænd.

Hun tør dog ikke garantere, at hun også efter folketingsvalget vil være at finde på posten som fødevareordfører.

»Det afhænger fuldstændig af, hvor mange vi bliver i gruppen, og hvem, der kommer ind. Det er jo en stor kabale. Men jeg vil i alt fald gerne, for det er et utrolig spændende område, som jeg har arbejdet meget med.«

LA-landmænd

Liberal Alliances landsformand og folketingsmedlem, tidligere landmand Leif Mikkelsen, har i perioder været fødevareordfører.

Og endnu en land- og skovbruger fra Liberal Alliance, Andreas Hastrup, er muligvis på vej mod Folketinget. Han ejer fortrinsvis land- og skovbrug i udlandet.

»Vi har landmænd i partiet,« siger Mette Bock.

Landbrugsavisen.dk har under valgkampen bragt interviews med de opstillede partiers fødevareordførere.

 

LÆS INTERVIEWS MED FØDEVAREORDFØRERE

Landbrugsavisen.dk har interviewet alle ordførere og stillet kritiske spørgsmål til deres landbrugspolitik. Bliv klogere på deres holdninger i vores interviews.

Mette Bock: Vi vil bide VKO i haserne efter valget

Venstre: Valget er afgørende for »det landbrug, vi kender«

DF-politiker: Kvælstof-debat løber let af sporet

Konservativ: Undergødskning koster regnskov i Sydamerika

Kristendemokrater vil bevare selvejet med loft over landbrugsstørrelser

Radikale: Ingen grund til at lempe gødningsregler

S-politiker: Landbruget har malet sig op i et hjørne i miljødebatten

Alternativet: Landbruget skal være 100 pct. økologisk om 25 år

SF: Landmænd skal dele gevinsten ved mere gødskning

Enhedslisten: Drænvandsmålinger kan ikke bruges til noget

PARTIERNES LANDBRUGSPOLITIK: 

LandbrugsAvisen har bedt alle partierne svare på tre centrale spørgsmål om landbrugets fremtid. Se deres svar her.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle