Mette Frederiksen: Retligt træffes der ikke beslutninger i magtfuldt udvalg

Klokken 9 begyndte granskningskommissionen sin afhøring af statsminister Mette Frederiksen, der i de første timer har kredset om Statsministeriets magt og ansvar.

Regeringens magtfulde koordinationsudvalg træffer beslutninger, men er ikke i retlig forstand tillagt nogen kompetence.

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i løbet af hendes første time til halvanden i vidneskranken i minkkommissionen.

Den længe imødesete afhøring af landets statsminister - ikke mindst af et væld af demonstranter foran Retten på Frederiksberg - kredsede først om Statsministeriets rolle.

Under Mette Frederiksens regeringsperiode er ministeriet nemlig styrket – blandt andet med adskillige nye akademiske medarbejdere.

Mette Frederiksens erklærede målsætningen var længe før sin tid som statsminister at styrke ministeriets rolle. Hun ville bl.a. give ministeriet 'flere muskler', fremgik det bl.a. af et samrådssvar den 27. september 2019.

Men den større muskelkraft var ikke lig med, at ministeriet overtog ansvaret fra de enkelte ministerier, forklarede Mette Frederiksen.

"Det ændrer ikke på det mere formelle om spilleregler, herunder hvem der har ansvaret for hvad", sagde hun og pegede på, at det altid vil ligge i ressortministeriet.

Spørgsmålet om Statsministeriets rolle er naturligvis interessant, fordi beslutningen om at aflive alle mink blev truffet på et møde i regeringens magtfulde koordinationsudvalg uden styr på lovhjemlen.

Men siden var det daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensen, der måtte tage ansvaret for den manglende lovhjemmel og håndteringen.

Selve mødet og indholdet på mødet i koordinationsudvalget 3. november er kommissionen endnu ikke nået til, så diskussionen om udvalgsmøder af denne type er indtil videre kun på generelt niveau.

Udspørger Jakob Lund Poulsen ville gentagne gange vide, om det ikke er sådan, at det er statsministeren, der for bordenden træffer beslutningerne?

"Mit svar er det samme. Der foregår en politisk drøftelse, og der konkluderes. Men retligt kan udvalget ikke træffe beslutninger", sagde hun.

Betvivlede strategi

I afhøringen kom man også ind på, hvornår Mette Frederiksen blev orienteret om de første strategier i forhold til håndteringen af mink.

Det skete den 19. juni, da hun godkendte den plan, som Fødevareministeriet foreslog. Dog med bemærkningen: 'OK. Vil dog betvivle, om det er nok'.

Hun forklarede, at hun havde læst sagen og i lyset af den viden, der på daværende tidspunkt var om den smitsomme coronavirus, tvivlede på, om strategien ville være nok i forhold til at inddæmme virussen.

 

Emneord

minkkommissionen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle