Miljøminister ikke klar til at melde ud om Livøs fremtid

Miljøminister Lea Wermelin har ikke taget endelig stilling til landbrugsdriften på Livø og fem andre statsejede ejendome.

Fremtiden for det økologiske landbrug på Limfjordsøen Livø er fortsat uvis: Miljøminister Lea Wermelin har endnu ikke taget endelig stilling til, om øens landbrugsdrift skal ophøre til fordel for fri natur.

Det samme gælder landbrugsdriften på fem andre større, statsejede ejendomme, som den tidligere regering besluttede at afvikle for at give plads til mere natur på statsejede arealer.

Det fremgår af et svar fra miljøminister Lea Wermelin til Enhedslistens Maj Villadsen.

Tidigere regerings sag

I svaret understreger miljøministeren, som hun har gjort det før, at beslutningen om at stoppe landbrugsdriften på de seks ejendomme blev truffet af den tidligere regering.

Men hun tilføjer kryptisk, at "regeringen lægger vægt på, at der skal være fokus på natur på statsejede arealer, herunder særligt de arealer, der ejes af Miljø- og Fødevareministeriet".

"I forbindelse med det kommende arbejde med en biodiversitetspakke, vil der også blive set på, hvordan Miljø- og Fødevareministeriets arealer kan bidrage til at give biodiversiteten bedre vilkår i Danmark".

Borgmestre beklager

Flere lokale borgmestre fra kommuner ved Limfjorden har opfordret til at bevare Livøs økologiske landbrug af hensyn til øens liv som besøgsmål for turister og feriegæster og af hensyn til samspillet med øens forpagterpar, som driver feriecenter og restauration med råvarer fra øens landbrug.

Forpagterparret har truet med at forlade øen, hvis landbruget nedlægges.

Tidligere miljø og fødevareminister Jakob Ellemann Jensen forsvarede på Naturmødet i Hirtshals i maj den daværende regerings beslutning.

Han henviste til, at staten må starte med sine egne arealer, hvis man vil have mere biodiversitet, og mente, at der kan laves ’dødlækker natur’ på Livø.

"Naturstyrelsen skal holde op med at drive landbrug, de skal drive natur. Så får naturen mere plads og frit spil", sagde Jakob Ellemann.

Foruden Livø omfattede den tidigere regerings beslutning landbrugsdriften på Arrenæs, Dybbøl Banke, Fussingø, Hald Hovedgård og Kalø Hovedgård.

Spurgte ind til status

Maj Villadsen stillede 22. oktober 2019 dette spørgsmål til miljøministeren, idet hun henviste til en aftale mellem den tidligere regering og Dansk Folkeparti om at udmønte 150 mio. kroner til mere natur:

"Vil ministeren redegøre for status for beslutningen, som MF Jakob Ellemann-Jensen (V) meldte ud kort før valget om at stoppe landbrugsproduktionen på seks større statsejede ejendomme (Arrenæs, Dybbøl Banke, Fussingø, Hald Hovedgård, Kalø Hovedgård og Livø), herunder om processen fortsat tænkes gennemført, og i så fald hvornår og hvor store arealer det kommer til at dreje sig om?".

Emneord

politik

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle