Miljøministeren: Gartneribranchen skal få styr på udslip af ulovlige sprøjtemidler

Miljøstyrelsen offentliggør vejledning, der skal komme risiko for udslip af sprøjtemidler fra væksthusgartnerierne til livs.

I spildevand fra gartnerier og mindre vandløb i gartneriområder i Odense kommune er der fundet sprøjtemidler, som kun må bruges indendørs i Danmark. Sprøjtemidlerne kan slippe ud i det omkringliggende miljø, hvis væksthusene ikke er tilstrækkeligt lukkede, eller spildevand og planteaffald med rester fra sprøjtemidler ikke håndteres forsvarligt.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

"Jeg ser meget alvorligt på fund af ulovlige sprøjtemidler i naturen. Den brede aftalekreds bag pesticidstrategien vil sikre, at der kommer styr på gartneriernes brug af sprøjtemidler, så dem, der kun er godkendt til indendørs brug, ikke slipper ud i miljøet", siger miljøminister Lea Wermelin.

Derfor offentliggør Miljøstyrelsen i dag en vejledning om pesticidholdigt spildevand og affald fra væksthusgartnerier. I den nye vejledning har Miljøstyrelsen samlet de relevante regler på området og udarbejdet anbefalinger til, hvordan væksthusgartnerier skal håndtere spildevand og affald, der indeholder rester af sprøjtemidler. Ligesom der er anbefalinger til kommunerne om, hvad de skal være opmærksomme på i deres tilladelser til gartnerierne.

"Det er uacceptabelt, at gartnerierne ikke har styr på deres brug af sprøjtemidler. Reglerne i Miljøstyrelsens vejledning er ikke nye. Det er krav, gartnerierne i forvejen skal leve op til. Derfor er det vigtigt, at gartnerierne enten sikrer sig, at deres væksthuse er lukkede eller lader være med at bruge sprøjtemidler", der er ulovlige til udendørs brug, siger miljøministeren.

Vejledningen er et led i den brede politiske aftale bag Pesticidstrategien for 2017-2021, hvor det blev besluttet at gøre en særlig indsats på gartneriområdet for at mindske udslip af sprøjtemidler og brug af ulovlige midler.

Dansk Gartneri og Odense Kommune har samarbejdet tæt med Miljøstyrelsen i udarbejdelsen af vejledningen.

I 2017 har Dansk Gartneri selv lavet en handlingsplan for spildevands- og affaldsomrdet med tiltag til at reducere fund af ulovlige sprøjtemidler på gartnerierne, som skal evalueres senere på året.

"Aftalekredsen har også besluttet, at der gennem branchens egen handlingsplan fra 2017 skal følges op på gartneriernes indsats. Jeg ser frem til, at gartneribranchen kommer med sit eget bud på, hvordan den kommer i mål på området efter en evaluering af handlingsplanen her i 2019", slutter miljøministeren.

 

Faktaboks

Dansk Gartneri gennemførte i 2015 en undersøgelse af spildevand fa 48 gartnerier, der viste fund af rester af ulovlige sprøjtemidler, og at flere af de undersøgte væksthussystemer ikke var tilstrækkeligt lukkede.

  • Halvdelen af alle danske væksthusgartnerier ligger på Fyn, hvoraf en stor del ligger i Odense Kommune.
  • Odense Kommune udgav i august 2017 en rapport om væksthusgartneriers miljøforhold i kommunen, baseret på undersøgelser foretaget fra 2011 til 2017.
  • Undersøgelsen viste fund af rester af sprøjtemidler, der ikke er godkendt til udendørs brug i Danmark og EU.
  • Socialdemokratiet blev sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti som en del af aftalen bag Pesticidstrategi 2017-21 enige om at gennemføre en særlig indsats i forhold til gartnerier, hvor det bl.a. blev fastlagt, at Miljøstyrelsen med inddragelse af kommunerne og branchen skulle præcisere regelgrundlaget og udarbejde anbefalinger til håndtering af spildevand og affald fra gartnerier.
  • Miljøstyrelsen fik i 2017 udarbejdet to rapporter om hhv. ’håndtering af planteaffald med indhold af pesticider og nedbrydning af pesticider i komposterings- og biogasanlæg’ og ’pesticiders skæbne i biologiske rensningsanlæg’, som bl.a. ligger til grund for anbefalingerne i den nye vejledning.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle