Miljøorganisationer: Rød blok bedre for naturen

Det Økologiske Råd, Greenpeace og Verdens Skove har analyseret klima-, miljø- og naturpolitikken i den forløbne valgperiode. Resultatet viser klar forskel mellem de to blokke - hvor rød blok har ført den mest grønne politik.

Rød blok har i den forløbne valgperiode ført en klart grønnere politik end blå blok, viser en analyse af klima- og miljøpolitikken, som Det Økologiske Råd, Verdens Skove og Greenpeace står bag.

"De borgerlige vil tilbagerulle den grønne politik – på nogle felter undsiger de endda, hvad de selv stod for sidst i 00’erne, mens de var i regering," siger sekretariatsleder hos Det Økologiske Råd, Christian Ege.

VK-regeringen lavede i 2009 ”Grøn Vækst”-planen, hvor landbrugets kvælstofudledninger skulle reduceres med 9.000 tons. Den nuværende regering arbejdede videre med og udmøntede planen i lokale vandplanforslag.

Da Natur- og Landbrugskommissionens (NLK) rapport kom i 2013, var der konsensus blandt flertallet af Folketingets partier om dens anbefalinger, lyder det fra de tre organisationer.

Siden har de borgerlige partier undsagt både deres egen gamle Grøn Vækst plan og NLK-anbefalingerne.

EU’s vandrammedirektiv kræver ”god økologisk” vandkvalitet inden 2015 – med mulighed for udsættelse op til 12 år.
I november 2014 fremlagde VKO en pakke på 16 forslag. De vil bl.a. øge den tilladte mængde kvælstofgødning så meget, at det ifølge Miljøstyrelsen vil øge kvælstofudledningen med 10.000 tons - mere end den planlagte kvælstofreduktion, som VK-regeringens gamle Grøn Vækst skulle give.

Desuden vil VKO tillade flere svin per hektar og fjerne krav om efterafgrøder og randzoner,

”VKO-forslagene vil sætte udviklingen i miljøregulering af landbruget mange år tilbage i tiden”, siger Christian Ege.

Regeringen holder fast i reduktionsmålet for ammoniak i EU's luftforureningsdirektiv. Danmark skal reducere mere end de øvrige lande, fordi ammoniakforureningen er værre som følge af vores mange husdyr. De borgerlige partier vil sænke kravet til ammoniakreduktion til det gennemsnitlige i EU. Det ville forringe biodiversiteten i Danmark, siger de tre organisationer.

”Valget handler også om at forsvare natur og biodiversitet”, udtaler Jan Ole Haagensen, sekretariatsleder i Verdens Skove.

Klimapolitikken ændres?

Da regeringen hævede Danmarks klimamålsætning i 2020 fra 30 til 40 procent hjemlig reduktion, ville Venstre, DF og LA ikke være med. Derimod indgik de konservative i 2014 forlig med regeringen, SF og Enhedslisten om klimaloven og tilsluttede sig 40 procentsmålet.

Venstre vil også fjerne en række delmål, som ellers skal sikre, at vi indfrier målsætningen om 100 procent vedvarende energi i 2050.

"Det ser ud til de borgerlige er parat til at opgive Danmarks rolle som foregangsland for grønne omstilling”, udtaler Tarjei Haaland, klimamedarbejder i Greenpeace.

Grønne skatteomlægninger

De tre grønne organisationer ser dog samtidig store muligheder for at føre en grønnere politik end den nuværende regerings – også uden at det vil skade beskæftigelsen. For eksempel har man forsømt at gå videre med grønne skatteomlægninger. Eksempelvis bilafgifterne har regeringen ikke omlagt.

Også på transportområdet er regeringen, der prioriterer tog, mere grøn end de borgerlige, der prioriterer motorveje, siger organisationerne.

Desuden kritiserer de, at Venstre er mindre ambitiøs mht. at reducere drivhusgasser fra landbrug og transport. Lars Løkke har udtalt, at regeringens forslag om drivhusgasreduktion ”er ødelæggende for dansk landbrug, gør det dyrere at være dansker og hæmmer mobiliteten”.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle