Miljøstyrelsen giver grønt lys til første naturnationalpark

Hegn på 2,5 meter omkring Naturnationalparken virker ikke skæmmende, og hindrer ikke vildtets fri passage, lyder det fra Miljøstyrelsen, der har godkendt naturnationalparken i Gribskov efter naturbeskyttelsesloven.

Danmarks første naturnationalpark, som ligger i Gribskov, er blevet godkendt efter naturbeskyttelsesloven.

Det meddeler Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Styrelsen oplyser, at tilladelsen blandt andet gælder dyrehold og opsætning af hegn om naturnationalparken i Gribskov. Tilladelsen er givet efter naturbeskyttelseslovens paragraf 61a, der handler om naturnationalparker i større statsejede områder, hvor naturen kan udvikle sig på egne præmisser.

Naturnationalparken vil rumme en række nye tiltag. Blandt andet skal parken hegnes, så elge og stude kan bevæge sig frit i området. Netop indhegningen af den kommende Naturnationalpark har vakt skepsis lokalområdet i Gribskov.

Fra Miljøstyrelsen lyder vurderingen, at hegnet omkring naturnationalparken har en højde og konstruktion, der ikke virker skæmmende, og at hegnet ikke hindrer vildtets frie passage. 

- Hegnet forventes ikke at give anledning til en væsentlig påvirkning af udpegningsgrundlaget for det lokale EU-beskyttede Natura 2000-område, lyder det fra styrelsen.

2,5 meter højt

Det kommende hegn af den 1.300 hektar store naturnationalpark i Gribskov bliver 2,5 meter højt, og bliver af stål med træpæle på fire meter. Træpælene tilpasses terræn og sættes med en afstand på cirka fem meter mellem pælene.

Hegnet etableres med henblik på at holde græssende krondyr, sikaer, dådyr, rådyr, stude og elge inde i parken og på den måde sikre et naturligt ekstensivt græsningstryk i området. Fugle, insekter og
mindre pattedyr kan frit passere hegnet, som ikke fastgøres til jordoverfladen. I hegnet vil der være 40 vildtpassager, blandt andet  i form af mindre ”porte”. 

Det kommer til at tage fem - seks måneder at sætte hegnet op, fremgår det at tilladelsen.

Screenet park

Miljøstyrelsen har også screenet naturnationalparken efter miljøvurderingsloven og vurderer, at der ikke sker væsentlig negativ påvirkning af natur og miljø. Derfor skal der ikke gennemføres en miljøvurdering.

I pressemeddelelsen fra Miljøstyrelsen, lyder det fra kontorchef Niels Bjørkbom.

- Formålet med naturnationalparken er at forbedre natur og miljø. Derfor er det overordnet set ikke overraskende at miljøscreeningen viser, at der ikke er sker væsentlige negative påvirkninger af arter og naturtyper, siger han.

Miljøscreeningen er den hidtil største af sin art. Den er blevet så omfangsrig, fordi naturnationalparken omfatter hele parkens område på 1.300 hektar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle