Miljøstyrelsen: Ingen akut miljøfare ved minkgrav

Miljøstyrelsen afviser bekymringer om, at der løber vand fra minkgrave ned til nærliggende sø ved Holstebro.

Der er masser af mudder og vandpytter, men ikke noget vand, der løber fra minkgravene og ned til den nærliggende Boutrup Sø.

Det kunne Miljøstyrelsen onsdag konstatere i forbindelse med et miljøtilsyn på Holstebro Øvelsesterræn, skriver styrelsen selv i en pressemeddelelse. 

Tilsynet var blevet sat igang, fordi man er bekymret for, at der løber vand fra minkgravene ned til Boutrup Sø.

Tilsynet viste, at regnvand havde strømmet på grusvejen i området. Og et enkelt sted var vandet løbet fra grusvejen og ud på terrænet. Men regnvandet på vejen stammer ikke fra minkgravene. 

"Vi er ikke akut bekymrede over situationen. I dag var der kun lidt vand på jordoverfladen, og der var ikke tegn på, at vand tidligere er strømmet fra gravene og ned til søen", siger konstitueret kontorchef Charlotte Moosdorf fra Miljøstyrelsen, der er miljøtilsynsmyndighed for minkgravene.

Tip fra borgerne er velkomne  

Dagens tilsyn sker efter, at en borgergruppe har udtrykt bekymring for, at regnvand på overfladen af minkgravene kan strømme ud i det omkringliggende område og nå søen.

”Vi fortsætter med at holde øje med situationen, og vil vil også en anden gang sætte stor pris på observationer fra borgerne,” siger indsatschef ved minkgravene Kasper Klintø fra Fødevarestyrelsen, der er bygherre for minkgravene.

Tilsynet fandt et hul på en jordvold, hvor man har kørt med maskiner. Hullet i volden vil snarest blive lukket, så volden kan bidrage til at beskytte søen.

Miljøstyrelsen gennemfører i dag også et miljøtilsyn ved minkgravene på Karup Øvelsesterræn. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle