Miljøvenlig produktion truet af biogas-selskaber

Lars Jeppesen producerer mælk næsten udelukkende med foder, der er kasseret af grøntsags-producenter. Men han frygter, at biogasselskaber skal stjæle de råvarer, han er så afhængig af.

Rødkål, rødbeder, kartofler, pastinak og gulerødder...

Der er ikke de grøntsager, som Lars Jeppesens 670 køer ikke tygger sig igennem i løbet af et år.

Faktisk er omkring 80 - 85 procent af foderet affaldsprodukter i form af fra grøntssagsproducenter især i Lammefjorden og roepulp. Og Lars Jeppesen er så glad for det specielle foder, at han flere gange årligt også henter kasserede grøntsager på Samsø.

»Jeg mener, der er tale om en meget miljøvenlig produktion. Hvis ikke vi fodrede grøntsagerne op, ville de i mange år være blevet kasseret«, siger Lars Jeppesen.

Det var hans far, der allerede midt i 1980erne begyndte at fodre med især rødkål fra den nærliggende Beauvais-fabrik. Siden har systemet udviklet sig, og i dag modtager han alle typer af grøntsager, som indgår i foderet.

»Men jeg frygter, at de kasserede grøntsager i fremtiden ender i biogasselskabernes tanke, fordi mange vil synes, at det er mere miljøvenligt at lave biogas af overskudsprodukterne, end det er at lave mælk«, fortsætter Lars Jeppesen.

Et synspunkt, han helt klart er uenig i.

Leverer selv til biogas

Lars Jeppesen fra Æblehøjgård ved Svinninge er selv leverandør til et biogasselskab. Så det er ikke biogas, han har noget imod.

»Men vi kan allerede i dag se, hvordan det er gået med pektin. For bare få år siden var det almindeligt anvendt især af kalveproducenter. Nu er hele Sjælland drænet for pektionfoder, fordi det puttes direkte i biogas-anlæg«, advarer Lars Jeppesen.

Langt fra alt det foder, han bruger til sine køer, egner sig til biogas. Det drejer sig bl.a. om kål og salat, som ikke giver biogas af betydning.

»Men først og fremmest er det da bedre at putte foderet gennem køerne, før man laver biogas af det«, understreger han.

Henter alle grøntsager

Lars Jeppesen henter alle grøntsager fra sine leverandører uanset foderværdi.

For eksempel skal der 10 kg gulerødder til at levere en foderenhed. Alligevel tager han imod gulerødder og rød- og hvidkål, der også har en lav foderværdi.

»Vi er nødt til at vise den service over for vores leverandører, hvis vi skal blive ved at være deres aftagere«, er det hans erfaring.

Han har også anskaffet sig sin egen lastbil. Ikke fordi det er billigere end at ringe efter vognmanden, men fordi det giver mulighed for at give leverandørerne den bedst mulige service.

»Selvom de ringer klokken 15.30 om eftermiddagen, fordi en container er fuld, henter vi den. Det havde vi ikke kunnet få en vognmand til«, siger Lars Jeppesen.

Faktaboks

Billig produktion af mælk

  • Lars Jeppesens 670 malkekøer får affaldsgrøntsager, majs og roepulp.
  • De ligger lidt under gennemsnittet i mælkeydelse.
  • Produktionen er til gengæld billig.
  • Sundheden i besætningen er høj.
  • Du kan læse mere om Lars Jeppesens produktion i magasinet Kvæg, der udkommer den 12. marts.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle