Entreprenørvirksomheden Gråkjær præsenterede for nyligt et blodrødt regnskab, hvor advarselslamperne blinker.
Gråkjær, der er kendt som en af de store entreprenører til især landbrugsbyggeri, realiserer i regnskabet for 2018/19 et underskud på ikke mindre end 34,6 mio. kr.
Selskabets balance pr. 30. april 2019 udviser en negativ egenkapital på 14.6 mio. kr. Et resultat, som man i selskabet betegner som "særdeles utilfredsstillende".
I regnskabet er advarselslamperne da også tændt med bemærkningen "going concern" som udtryk for, at ledelsen og kapitalejer følger selskabets finansielle udvikling tæt. Underforstået at selskabet er i en alvorlig situation.
Hvis der ikke står noget om going concern i et regnskab, betyder det, at både ledelse og revisor vurderer, at virksomheden kan fortsætte driften det næste år. Hvis man omvendt bruger betegnelsen er det altså udtryk for, at noget er galt og kræver særlig opmærksomhed.
Årets underskud, der står i skærende kontrast til sidste års overskud på 10,8 mio. kr, skyldes tab på flere projekter. Selskabet nævner først og fremmest, at regnskabet er belastet af kontraktmæssige, juridiske uenigheder på store aquaprojekter, det vil sige anlæg til fiskeopdræt, i Norge.
Mest kendt i Danmark er det spektakulære kollaps i AC Farming, hvor Graakjær toppede listen over de virksomheder, som konkursramte AC Farming skyldte penge. Ifølge landbrugsavisen.dks oplysninger endte Gråkjær med at have 6,125 mio. kr. til gode hos AC Farming.
Moderselskab med formue
Normalt er der tale om en alvorlig advarsel, hvis et selskab får stemplet "going concern", fordi det oversat til dansk betyder, at både ledelse og revisor løbende vil vurdere, om virksomheden kan fortsætte driften i det næste år.
Men da Gråkjærs moderselskab er Tvis Holding ApS, der har administrerende direktør i Gråkjær, John Ross Gråkjær, som ejer, skal advarslen måske ikke tages mere alvorligt end som så. Egenkapitalen i Tvis Holding er opgjort til 95,7 mio. kr. og ifølge regnskabet for Graakjær er det kapitalejerens hensigt at understøtte den ordinære drift, så den kan afslutte igangværende projekter.
Omfang og længde af understøttelsen vurderes løbende af ledelsen og kapitalejer.