Millioner på vej til innovationsnetværk indenfor bioressourcer

Innovationsnetværket for Bioressourcer har fået tildelt en bevilling på 10. mio. kr. fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Færre og dyrere ressourcer er en af vor tids største globale udfordringer. Innovationsnetværket for Bioressourcer er netop udpeget, som den nye nationale platform for udvikling af ny teknologi, nye produkter og virksomheder.

Det skriver Agro Business Park i en pressemeddelelse.

Udgangspunktet for netværkets virke er øget brobygning mellem de førende danske vidensinstitutioner og det kommercielle erhvervsliv. Konkrete instrumenter er vidensdeling, kompetenceløft, matchmaking og demonstration af nye teknologier og koncepter – også i en international kontekst. 

Netværket er en fortsættelse af Innovationsnetværket for Biomasse, som siden 2014 har hjulpet mere end 450 danske virksomheder årligt med adgang til den nyeste viden og acceleration af gode ideer.

Netværkets virke ligger i lige linje med flere af FNs verdensmål og ikke mindst det danske Bioøkonomipanels anbefalinger fra foråret 2018, hvor øget samspil mellem vidensinstitutioner og erhverv samt mellem nye og etablerede fagområder efterspørges.

"Vi glæder os meget over muligheden for at kunne fortsætte arbejdet med at omsætte de unikke danske styrkepositioner inden for grøn omstilling til vækst. Vi har førende vidensinstitutioner på området, en konkurrencedygtig landbrugsproduktion samt innovative virksomheder. Det skal vi formå at kapitalisere på", udtaler netværksleder Jacob Mogensen, Agro Business Park.

Bag netværket står syv partnere, herunder Agro Business Park, som er konsortieleder, Teknologisk Institut, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, FORCE Technology og Københavns Universitet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle