Millioner til grøn bioraffinering

En ny pulje med 14 mio. kr. til udvikling af prototypeanlæg til grøn bioraffinering er åben for ansøgninger. Pengene supplerer en tidligere pulje på 25 mio. kr.

Hvis du har et godt projekt liggende i skuffen og bare mangler penge til at komme i gang, så er chancen der nu. GUDP, som står for Miljøstyrelsens Grønne Udviklings- og Demonstrationsprogram, støtter nemlig nu udvikling af grøn bioraffinering med yderligere 14 mio. kr.

"Det er meget positivt, at der nu investeres yderligere i at afdække de muligheder, der er i grøn bioraffinering. Alle er enige om, at grøn bioraffinering er en vigtig brik for en endnu mere miljø- og klimavenlig landbrugsproduktion i Danmark. Mange forskellige parter har de seneste år afdækket potentialet, og nu har vi brug for at komme skridtet videre fra forsknings-anlæg til bioraffinering på anlæg, som er tættere på landmanden", siger bioøkonomichef Lars Villadsgaard Toft fra Seges.

"Mange landmænd står på spring for at bruge græsprotein som foder, og det er meget positivt. Men det sker ikke uden at vi får etableret nogle lokale anlæg med en leverandør-kæde, raffineringsanlæg, som kan raffinere græsset og nogle, som kan forarbejde proteinet til fodertilskud. Derfor hilser vi i Seges dette skridt velkomment".

Her kan du søge

Hvis du vil have del i millionerne, så skal du sende en ansøgning, som du finder her. Du kan også sende en kort beskrivelse af din projektidé til GUDP-sekretariatet og få en tilbagemelding på, om projektideen er et potentielt GUDP-projekt.

GUDP har siden 2013 støttet projekter inden for grøn bioraffinering. Støtten er givet til opbygning af ny viden og udvikling af teknikker og teknologi til at udvinde protein fra grønne afgrøder som græs, kløver og lucerne. Flere af de støttede projekter inden for grøn bioraffinering viser, at teknikkerne potentielt kan føre til større selvforsyning med dansk produceret protein med god aminosyresammensætning til enmavede dyr som svin og høns. Dermed kan grøn bioraffinering bidrage til at mindske landbrugets afhængighed af importeret soja.

Nogle af projekterne undersøger desuden, om protein udvundet af grøn biomasse kan bruges til mennesker og dermed blive et klimavenligt, plantebaseret proteintilskud i human ernæring.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle