Mindre hønsehold nær Slagelse ramt af fugleinfluenza

En mindre hobbybesætning i Boeslunde ved Slagelse har fået fugleinfluenza.

Blot to dage efter en større kalkunbesætning ved Slagelse blev ramt af fugleinfluenza, er endnu en besætning blevet smittet.

Det melder Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Denne gang drejer det sig om en mindre hobbybesætning med omkring 50 dyr, blandt andet gæs, høns og ænder.

Den lille hobbybesætning ligger mindre end en kilometer fra den kalkunbesætning, som søndag blev erklæret smittet.

Her gik Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen tirsdag i gang med at aflive de 28.000 kalkuner på farmen.

Også dyrene i hobbybesætningen bliver nu aflivet, melder Fødevarestyrelsen.

"Det nye fund i Boeslunde viser, at alle skal være på vagt, uanset om man har en stor erhvervsfjerkræbesætning eller blot en håndfuld høns i baghaven. Fugleinfluenzaen er derude. Sygdommen smitter dyrene. Derfor er det så vigtigt, at alle med fjerkræ følger reglerne", understreger kontorchef i Fødevarestyrelsen, Camilla Brasch Andersen.

Fødevarestyrelsen beder i den forbindelse alle om at huske på kravet om staldpligt eller overdækning, og at alle husker at fodre alle fjerkræ under tag samt eventuelt skifte fodtøj inden man går ind til sit fjerkæ.

"Her og nu handler det om, at alle bidrager til, at vi får begrænset smittetrykket derude, og undgå at dyrene bliver syge", understreger kontorchef i Fødevarestyrelsen Camilla Brasch Andersen. 

Den aktuelle fugleinfluenzavariant kan være dødelig for fugle, og kan i sjældne tilfælde smitte til mennesker, der har tæt kontakt til fjerkræ.

På baggrund af de nuværende informationer vurderer Dansk Veterinær Konsortium, at risikoen for smitte til mennesker er lav.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle