Minister afviser at forholde sig til en ekstra vandplanperiode

Det er ikke nemt at blive klogere på, hvad regeringen vil i landbrugsforhandlingerne. Heller ikke, når det kommer til konkret forslag om at bede om en ny vandplanperiode.

Der er uld i mund på miljøminister Lea Wermelin (S), når det kommer til spørgsmålet om en ny vandplanperiode.

I hvert fald vil ministeren ikke forholde sig til, om regeringen er åben for idéen eller ej.

I et større interview med LandbrugsAvisen lægger Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen ellers op til, at man bør bede EU om en ekstra periode til at nå i mål med vandrammedirektivet.

Danmark er bagefter, men formanden peger på, at det samme er tilfældet i andre europæiske lande, og derfor vil være det være klogt samt muligt at blive enige om en periode mere.

modsatrettede krav

Hos Enhedslisten lyder det omvendt, at man skal være i mål med direktivet, når den nuværende tredje og efter planen sidste periode udløber i 2027.

"Enhedslisten vil derfor gå til forhandlingsbordet med krav om, at alle vandområdeplaner i 2027 skal være i god økologisk tilstand. Både når det gælder vandløb, søer, kystvand, grundvand og vandoplande", lyder det i et debatindlæg fra miljøordfører Rasmus Vestergaard Madsen hos Altinget.

I regeringens principper for de landbrugsforhandlinger, der reelt starter i slutningen af marts, lyder det, at man vil lave en bred aftale, og derfor er det nærliggende at spørge minister Lea Wermelin, om regeringen er åben for at lave en ny planperiode eller ej.

hvad vil regeringen?

Det er der kommet dette skriftlige ikke-svar ud af:

"Vi lytter selvfølgelig til de ønsker, som partierne hver især kommer med og taler om det ved forhandlingsbordet. Vi har selv opstillet syv principper for den grønne omstilling af landbruget, hvor det ene er, at vi skal passe bedre på vandmiljøet i vores vandløb, søer, fjorde, kystvande og grundvand ved blandt andet at nedbringe udledningen af næringsstoffer mærkbart".

I det hele taget er der sluppet så godt som ingenting ud om, hvad regeringen egentlig vil i de kommende landbrugsforhandlinger. Det kan du læse mere om her.

Emneord

politik , Landbrugsaftale 2021

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle