Minister efter dyrlægers opråb: Tager sagen op med kommissær

Nye EU-regler må ikke føre til, at der bliver brugt mere antibiotika end nødvendigt, lyder det nu fra fødevareminister Rasmus Prehn (S).

Dyrlægernes opråb om, at nye EU-regler i Danmark fører til, at der kan blive brugt mere medicin end nødvendigt, er blevet hørt af fødevareminister Rasmus Prehn (S). 

Det fortæller ministeren, der lige nu befinder sig i Strasbourg til møde i Ministerrådet, i en skriftlig kommentar til Landbrugsavisen. Fra ministeren lyder det, at antibiotika er altafgørende for sygdomsbekæmpelse hos både dyr og mennesker. 

”Vi må for alt i verden ikke blive antibiotikaresistente, og derfor skal vi død og pine holde antibiotikaforbruget nede. Derfor tager jeg dyrlægernes opråb alvorligt, når de siger, at nye EU-regler i nogle tilfælde tvinger dem til at bruge mere antibiotika end højst nødvendigt. Det kan ikke være rigtigt. Jeg vil derfor nu tage sagen op med EU’s sundhedskommissær Stella Kyriakides – reglerne må ikke føre til, at der udskrives mere antibiotika end nødvendigt”, lyder det fra ministeren.

Han tilføjer, at vi i Danmark i mange år arbejdet benhårdt for at nedbringe antibiotikaforbruget i husdyrsektoren, og har en målsætning om at få forbruget yderligere ned. 

”Den målsætning står fast, og det er vigtigt, at dette ikke bliver en undskyldning for ikke at nå målsætningerne på området”, lyder det fra Rasmus Prehn.

Opfordring til praktiserende dyrlæger

Fra Fødevareministeriet bliver det endvidere oplyst til Landbrugsavisen, at Fødevarestyrelsen opfordrer de praktiserende dyrlæger til om muligt at anvende antibiotikapræparater med kortere behandlingsperiode, da det ofte vil være muligt at vælge mellem flere præparater med forskellige behandlingsperioder til behandling af en given sygdom. 

Det bliver endvidere oplyst fra Fødevareministeriet, at man fra dansk side siden marts 2020 gentagne gange har gjort EU opmærksom på den problemstilling, som dyrlægerne nu rejser.

”Det skal bemærkes, at hverken Den Danske Dyrlægeforening eller Landbrug & Fødevarer havde indsigelser til den omstridte bestemmelse i forbindelse med høringsprocessen oktober 2014”, lyder det fra Fødevareministeriet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle