Minister er "dybt skuffet" over blåt landbrugsudspil

Fraværet af et bindende reduktionsmål for landbrugets klimaudledning fra blå blok er dybt skuffende, mener landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S).

Minister for fødevarer og landbrug Rasmus Prehn (S) har svært ved at se, at regeringen kan lave en klimaaftale for landbruget uden bindende reduktionsmål.

Det siger han efter, at blå blok er kommet med et udspil uden fredag morgen. Med udspillet er parterne om muligt kommet længere fra hinanden.

"Det er dybt skuffende, når vi er enige om, at klimaet er højt på dagsordenen, at blå blok kommer med et udspil uden et bindende mål. Det er dybt uambitiøst", siger han.

Forhandlingerne om en klimaplan for landbruget har kørt siden sidste år. Der er holdt over 60 møder og stribevis af tekniske gennemgange.

vil have bindende mål

Regeringen har meldt ud, at man ønsker en bred aftale. Men parterne er langt fra hinanden. For blå blok er det afgørende, at landbruget får mere støtte fra staten for at gennemføre den grønne omstilling samt at krav ikke koster arbejdspladser.

Derfor er blå bloks udspil også baseret mere på frivillighed og afhjælpning af udledninger end på strikse krav.

I regeringens forståelsespapir - aftalen med støttepartierne, der gjorde Mette Frederiksen til statsminister - står der dog som betingelse, at der bliver lavet en klimaaftale med landbruget med bindende mål.

"Vi har lagt til grund, at der skal være et bindende mål for landbruget. Det står i vores kompromistekst, og det har vi også lagt op til, da vi startede forhandlingerne".

"Det er vores udgangspunkt. Og det forventer jeg også, at blå blok vil leve op til", siger Rasmus Prehn og fortsætter:

"Jeg har da også forstået i forhandlingerne, at nogle partier i blå blok vil have et bindende mål. Men det har de så ikke kunnet blive enige om".

useriøse krav

Ministeren fortæller, at han fortsætter forhandlingerne med blå blok, selv om han mener, nogle af blå bloks krav er "useriøse".

Med fredagens udspil fra blå blok tror ministeren, at det bliver svært at lukke en bred aftale på den korte bane.

"Vi vil gerne have det her afsluttet hurtigst muligt. Men når blå blok først kommer med deres udspil efter 62 møder, så forsinker det processen".

"Vi vil gerne have en hurtig aftale. Men det kræver, at alle kan gå på kompromis i stedet for at føre skyttegravskrig", siger ministeren.

Adspurgt om, hvorvidt han ville sætte en femmer på, at der bliver lukket en aftale i år, siger Rasmus Prehn:

"Nu vædder jeg ikke. Men det er klart, at det ser meget besværligt ud, dette her. Jeg er dog født optimist".

"Jeg har sagt, at det ville være rart med en aftale inden Folketingets åbning. Men det har svære udsigter, når man bruger kræfter på at tilføre mere besvær i stedet for at bøje sig mod hinanden".

/ritzau/

Faktaboks

FAKTA: Blå bloks klimaplan for landbruget

En samlet blå blok har fremlagt sit forslag til en klimaplan for landbruget. Få et overblik her over den her.

  • Efter næsten et års forhandlinger om en klimaplan for landbruget har blå blok fremlagt sit forslag. Det skal sikre, at landbruget kommer igennem den grønne omstilling uden, at det koster titusindvis af job.
  • Rød blok har kritiseret udspillet for ikke at have nogen bindende mål men kun målsætninger, når det kommer til landbruget.
  • Mål:-Udspillet skal reducere landbrugets udledning af CO2 med 7,4 millioner ton frem mod 2030. Udledningen af kvælstof skal mindskes med 10.800 tons.
  • Principper:-Klimaplanen skal sikre flere arbejdspladser i landbruget ikke færre. Landbrugets klimapåvirkning skal ses i et globalt perspektiv-Implementering af EU-lovgivning inden for klima og miljø skal ikke være større end i andre lande.-Tiltag inden for fødevareproduktion: Klimatiltag skal medregne effekten globalt. Der skal udtages 100.000 hektar landbrugsjord og randarealer til eksempelvis vådområder. Det skal gøres frivilligt af landmændene og de skal have økonomisk erstatning.-Der skal forskes yderligere i ny teknologi, der kan mindske landbrugets udledning.
  • Vandmiljø:- Der skal ikke stilles nye, direkte krav om yderligere reduktioner af udledningen af kvælstof - kaldet målrettet regulering. Der skal til gengæld gøres mere for at fjerne kvælstof.-Der skal oprettes mere skov og flere vådområder. Det skal ske blandt andet via tilskud.-Spildevand skal renses mere og der skal mere fokus på eksempelvis muslinger, der fjerner kvælstof i fjorde.
  • Finansiel støtte:-Der skal bruges 780 millioner kroner yderligere om året på at hjælpe landbruget til grøn omstilling. -Landbrugsstøtten skal forenkles.-Det skal finansieres ved at genindføre betaling for danskundervisning for udenlandske studerende, genindføre opholdskrav for dagpenge og via finanslovens reserver.

Kilder: Venstre.dk/ritzau/

Emneord

Landbrugsaftale 2021

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle