Minister forlænger skærpet kontrol med dyretransporter: Vil koste 21 millioner(opdat.)

Den skærpede kontrol med transportører og samlesteder bliver forlænget ind i 2020, melder Miljø- og Fødevareministeriet. Kontrollen kommer til at koste erhvervet 21 millioner kroner.

Fødevareminister Mogens Jensen forlænger nu den skærpede kontrol med transportører og samlesteder ind i 2020. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Den øgede kontrol blev til ved en aftale mellem den daværende regering og Dansk Folkeparti i december 2018

Baggrunden for en skærpelse af kontrollen var, at det kom frem, at Fødevarestyrelsen havde opgivet at følge hundredevis af sager, hvor reglerne for dyretransporter ikke er blevet fulgt, til dørs. Derudover var de logbøger, som transportørerne skal indsende til Fødevarestyrelsen, fejlbehæftede.

Den øgede kontrol har indtil nu været betalt af skatteyderne, men fortsættelsen skal finansieres af branchen selv. Det kommer til i første halvdel af 2020 at koste erhvervet godt 21 millioner kroner mere end i dag, regner ministeriet med. 

"Fødevarestyrelsen finder fortsat transportører, der kører med dyr, der står for tæt eller ikke er transportegnede. Det er uacceptabelt. Derfor forlænger jeg den skærpede kontrol ud over det, som blev aftalt mellem den forrige regering og Dansk Folkeparti", understreger Mogens Jensen.

Flere kontroller på vej

Ministeren skruer derudover op for kontrollen af transport med andre dyr end svin, især kvægtransporter.

I dag bliver der kun kontrolleret 10-15 transporter med kvæg om året, men det bliver sat op til cirka 25 om måneden, melder ministeriet.

Fødevarestyrelsen vil fortsat kontrollere 250 svinetransporter pr. måned.

Evaluering på vej

I starten af det nye år lander en evaluering fra Fødevarestyrelsen af 2019-kontrollerne på ministerens bord.

"Mit mål er, at jeg inden sommeren 2020 kan præsentere en plan for, hvordan fremtidens kontrol med dyretransporter ud af landet skal se ud og finansieres. Indtil da skal Fødevarestyrelsen fortsætte den skærpede kontrol", siger Mogens Jensen.

Sektordirektær i L&F Svineproduktion, Christian Fink Hansen vurderer at det bør ske på det samme præmisser som hidtil.

"Vurderer Fødevarestyrelsen, at der fortsat er behov for den yderligere kontrol, så bør der efter min vurdering ske på de samme præmisser som hidtil, altså med offentlig finansiering. Det er en meget stor omkostning som man nu påfører branchen, og jeg har svært ved at se det rimelige i, at den skal bære så stor en byrde for fremadrettet at finansiere de ekstra kontroller, som styrelsen ønsker", siger Christian Fink  Hansen.

OBS. 19. nov. kl. 9.48. Artiklen er opdateret med kommentar fra Christian Fink Hansen.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle