Minister fravalgte strøm i vildsvinehegn

Et strømførende hegn ville det være det mest effektive for at holde vildsvin ude. Det kommende hegn bliver dog uden strøm, og muligheden blev ikke diskuteret politisk.

Miljø og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) - og forgænger Esben Lunde Larsen (V), der oprindeligt fremsatte forslaget - så i sin tid bort fra Naturstyrelsens forslag om at gøre det omdiskuterede vildsvinehegn strømførende.

Det viser et notat, Altinget har fået aktindsigt i.

Her skriver Naturstyrelsen, at strøm og trådvæv i kombination samt fast fundament er det mest effektive til at holde vildsvin ude.

I stedet besluttede regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet at opføre et halvanden meter højt hegn uden strøm og fast fundament.

”Et hegn med strøm var, så vidt jeg husker, slet ikke en af de løsninger, vi diskuterede under forhandlingerne om et vildsvinehegn", siger fødevare- og landbrugsordfører Lise Bech (DF) til Altinget og tilføjer:

"Jeg ville gerne være blevet orienteret om muligheden for at få det stærkest mulige hegn. Det er jo 11 milliarder, der potentielt er på spil, hvis svinepest kommer til Danmark".

Naturstyrelsen skriver desuden, at det ville have medført betydelige omkostninger, hvis hegnet skulle være strømførende og med fast fundament.

Formand i LandboSyd, Mogens Dall, er godt tilfreds med hegnets kommende udformning:

”Strøm er kun en mulighed, hvis trusselsbilledet ændrer sig. Men som det ser ud nu, er svinepesten 650 kilometer fra vores grænse. Derfor vil elektrisk hegn være et usympatisk tiltag, som kan skade en masse andre dyr, der befinder sig langs grænsen. Det vil vi selvsagt gerne undgå for nuværende,” siger Mogens Dall til Altinget.

Opførelsen af hegnet starter i januar 2019.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle