Minister har lyttet til kritik af populær ordning: Nu kan flere søge om tilskud til overdækket gylletank

Grænsen for hvor store projekterne skal være for at få tilskud til at få overdækket gylletanke bliver til næste år sænket, lover fødevareminister Jacob Jensen (V). Landmand er glad for ministeren har lyttet (Opdateret 16:27)

Opdateret 16:27 med kommentar fra landmand Niels Hauge Mikkelsen

Fra næste ansøgningsrunde får langt flere danske landmænd mulighed for søge om tilskud til at overdække deres gylletanke og dermed være med til at mindske udledning af ammoniak. 

Fødevareminister Jacob Jensen (V) har nemlig besluttet sig for at sænke den tidligere beløbsgrænse i ordningen fra 300.000 kroner til 100.000 kroner.

Samtidig udvides ordningen til også at omfatte plantebaserede landbrug. Det oplyser han i en pressemeddelelse.

Indtil nu har det udelukkende været muligt at søge om tilskud til at overdække sin gylletank, hvis projektets sum løb op i mere end 300.000 kroner, hvilket tidligere i år medførte kritik fra dele af landbruget. Blandt andet påpegede Landbrug & Fødevarer i et høringssvar, at at der også er eksempler på, at investeringer under 300.000 kroner medfører nødvendige ammoniakreduktioner.

Fødevareminister Jacob Jensen (S) siger, at den kritik har han lyttet til.

- Jeg havde ikke siddet i ministerstolen ret længe, da jeg mødte de første landmænd, som gav udtryk for, at beløbet burde sænkes. Det har jeg taget til efterretning, siger han.

Blandt kritikerne af beløbsgrænsen på 300.000 kroner kunne man tidligere i år finde Niels Hauge Mikkelsen, der er landmand på Vestfyn, og næstformand i Bæredygtigt Landbrug.

Han fortalte i januar, at han har en enkelt gylletank, som han gerne ville lægge et låg på, men det kræver mindst to tanke, hvis man skulle have del i ordningen.

"Super fedt"

Niels Hauge Mikkelsen er glad for, at ministeren har lyttet til kritikken.

- Det er da super fedt, at ministeren har lyttet, kunne se det, og tager det op, så alle kan få fair adgang til miljøstøtten og spille sig bedre. Det handler jo om at gøre det muligt for alle at være en del af klimaoptimeringen  så ingen dømmes ude, lyder det fra Niels Hauge Mikkelsen.

Udover beløbsgrænsen så bliver det også muligt for plantebaserede landbrug at få del i tilskuddet fremover.

Næste ansøgningsrunde forventes at åbne i slutningen af 2023.

Finansieringen findes ved at anvende ubrugte midler af det danske landdistriktsprogram 2014-2022.

Muligheden for at søge tilskud til at overdække sin gylletank er ét af initiativerne under Landdistriktsprogrammet 2014-2022.

Helt konkret dækkes gyllebeholderens åbning over med et telt, så både lugt og fordampning fra ammoniak lukkes inde i tanken. Det hjælper med at mindske op til 50 procent af ammoniakudslippet. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle