Minister har store forventninger til ny teknologi, der kan binde kulstof i jorden

Fødevareminister Rasmus Prehn og Dansk Metals formand Claus Jensen ser SkyClean som en mulig vej til at gennemføre ambitiøse  CO2-reduktionsmål for landbruget uden produktionsnedgang og tab af arbejdspladser

Fødevareminister Rasmus Prehn og Dansk Metals formand Claus Jensen besøgte mandag SkyClean-anlægget på DTU Risø Campus. 

Det skriver Stiesdal A/S i en pressemeddelelse.

SkyClean er en teknologi, som bruger landbrugets restprodukter dels til at fange og lagre CO2 i jorden form af biokul, dels til produktion af klimaneutralt brændstof.

Eksperter fra Danmarks Tekniske Universitet og Aarhus Universitet har anslået, at landbruget kan reducere sin udledning af klimagasser med 50 procent ved hjælp SkyClean-teknologien. Det gør SkyClean til en potentiel ”gamechanger” for landbruget, der står overfor betydelige CO2-reduktionskrav i de igangværende landbrugsforhandlinger.

”Der er selvfølgelig ting, der fortsat mangler afklaring, men kan vi realisere potentialet, kan Danmark gå forrest i den grønne omstilling af landbruget", sagde minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Rasmus Prehn (S) efter besøget og fortsatte:

"Landbrugets udledninger af CO2 skal ned. Og det kan vi blandt andet gøre ved at binde kulstoffet i jorden i stedet for at udlede det til atmosfæren. Det kan biokul fra pyrolyse, og derfor har jeg store forventninger og glæder mig til at følge udviklingen".

høj effekt, ingen krav om nedgang i landbruget

En fuld udrulning af SkyClean-teknologien i Danmark vil betyde opførelse af lokale anlæg i alle egne af landet med et stort antal nye arbejdspladser til følge, heraf mange i landdistrikterne.

SkyClean-teknologien opnår reduktion af CO2-udledning ved udskilning og lagring af kulstoffet i eksisterende landbrugsaffald, og teknologien opnår derfor sin høje klimaeffekt uden krav om produktionsnedgang i landbruget og landbrugets følgeindustrier.

”CO2-fangst er enormt vigtig for, at vi når den målsætning (om 70 pct. reduktion i 2030, red.). Derfor er jeg meget interesseret i teknologier, der både kan skabe danske arbejdspladser og eksport, samtidig med at det mindsker CO2-udledningen", sagde Claus Jensen, forbundsformand i Dansk Metal, efter besøget.

SkyClean er parat til udvikling i stor skala

Teknologien i SkyClean bygger på en pyrolyseproces udviklet af DTU, hvor organisk affald fra land- og skovbrug omdannes til biokul, gas og olie ved opvarmning til en høj temperatur, uden at der er ilt til stede. 

På DTU Risø Campus står et 200 kW-anlæg, og Stiesdal Fuel Technologies projekterer for tiden et 19 gange større, 2 MW automatiseret pilotanlæg, som er færdigt senere i år. Næste fase bliver et 20 MW produktionsanlæg, som selskabet håber at kunne indlede opførelsen af  i 2022.

Henrik Stiesdal, CEO i Stiesdal A/S, udtaler:

"For at vi for alvor kan få CO2-lagring med biokul til at rykke i Danmark, er det imidlertid nødvendigt, at der fra politisk hold bliver udstukket nogle langsigtede rammebetingelser. Med en rimelig tilskudsordning hvor der bliver givet et tilskud pr. ton CO2, som lagres i form af biokul, vil der automatisk opstå et marked. Når der er et marked, kommer der konkurrence mellem leverandørerne af teknologier til lagring af CO2, og konkurrencen skaber innovation og lavere priser".

"Vi foreslår, at tilskuddet pr. ton CO2 starter på et niveau, som gør det muligt at bygge tidlige anlæg, der ikke vil være så konkurrencedygtige, for så at blive aftrappet i takt med, at teknologierne falder i pris ved industrialisering. Det er vejen frem for hurtig etablering af lovende klimaløsninger som SkyClean".

Faktaboks

Sådan virker SkyClean

Kernen i SkyClean er en pyrolyseproces, hvor organisk affald fra land- og skovbrug omdannes til biokul, gas og olie ved opvarmning til en høj temperatur, uden at der er ilt til stede. 

Tørt plantemateriale indeholder typisk ca. 50% kulstof, som planterne har hentet fra atmosfæren i form af CO2. Alt kulstoffet i affald fra land- og skovbrug kommer dermed også fra atmosfæren. Det gælder, uanset om affaldet er rent plantebaseret, eller om det er affald fra husdyrhold eller fødevareindustrien.

I pyrolyseprocessen omdannes halvdelen af kulstoffet i affaldet til biokul, mens den anden halvdel bliver til olie og gas. Biokul er et stabilt materiale, som kun nedbrydes meget langsomt, og den halvdel af kulstoffet, der bliver til biokul, er dermed effektivt fjernet fra atmosfæren. 

Den halvdel af kulstoffet, der ikke bliver til biokul, kommer ud af pyrolyseprocessen som gas og olie. Gassen kan bruges som brændsel i varmeforsyningen og i industrien, og olien kan raffineres til brændstof til transportsektoren.

Det klimamæssige potentiale – og prisen

Frem til 2030 har SkyClean potentiale til at kunne give en reduktion på 7 mio. tons CO2-ækvivalent. På langt sigt er det samlede reduktionspotentiale i Danmark af størrelsesordenen 12 mio. tons CO2-ækvivalent.

SkyClean-teknologien vurderes at kunne levere CO2-reduktion til ca. 870 kr./ton. Såfremt  der er et marked for bioolien fra SkyClean-processen som såkaldt VE-brændstof (vedvarende energibrændstof), kommer prisen på CO2-lagring med biokul helt ned på ca. 480 kr./ton CO2. Priserne er udregnet af EA Energianalyse i februar 2021.

Emneord

Landbrugsaftale 2021

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle