Minister i opblødning: Landbruget behøver måske ikke nå 70 pct. klimareduktion

Regeringens mål om en 70 pct. reduktion af klimagasser i 2030 gælder ikke nødvendigvis for hver enkelt sektor, herunder landbruget, lyder det fra fødevareministeren.

Landbruget og fødevaresektoren skal ikke nødvendigvis nå regeringens mål om en klimareduktion på 70 pct. i 2030, hvis bare retningen er rigtig.

Det forklarede fødevareminister Mogens Jensen (S), da det nye klimapartnerskab mellem regeringen og fødevaresektoren havde første møde fredag.

I partnerskabet skal 27 organisationer og virksomheder byde ind med en vision og en række bud på løsninger, der kan bringe sektoren mod en reduktion på 70 pct.

kan ikke love at nå de 70 pct.

Formanden for partnerskabet, direktør i Danish Crown Jais Valeur, tør endnu ikke love, om sektoren kan nå den målsætning.

"Det er stadig for tidligt at udtale sig om. Jeg hæfter mig ved, at vi er helt klar på at være klimaneutrale i 2050. Den ambition er vi klar på. Som ministeren (Mogens Jensen, red.) også siger, så vi har vi en samfundsopgave med at nå de 70 pct., og så må vi se, hvem der kan bidrage mere eller mindre", siger Jais Valeur og fortsætter:

"Det er klart, at vi arbejder ud fra en ambition om de 70 pct. Jeg kan ikke stå og love, at det leverer vi lige præcis. Men det er ambitionen".


Foto: Mie Hee Christensen

målsætning er overordnet

I alt har regeringen sat gang i 13 klimapartnerskaber, der dækker alt fra transport til affald til byggeri osv.

Det overordnede mål er at nå de 70 pct. reduktion af klimagasser i 2030, men hver sektor behøver ikke nødvendigvis nå målet, lyder det fra fødevareministeren, da han bliver spugt om, hvad der sker, hvis landbruget ikke når målet:

"Der er ingen tivvl om, at ambitionen er de 70 pct., og som jeg hører det, så er det jo også det, partnerskabet går efter at nå", siger Mogens Jensen og fortsætter:

"Når vi har samtlige bud fra sektorerne inde, kan vi se på, hvordan det ser ud samlet set, for det er heller ikke sikkert, at de 70 pct. i gennemsnit skal nås inden for alle sektorer. Det kommer an på, hvad bidragene er".

kan ikke udskifte koens mave

Så målet er ikke hugget i sten for landbrugssektoren?

"Det er det som udgangspunkt, men vi kan først se det samlede billede, når vi har resultatet fra alle sektorer", siger Mogens Jensen.

Jais Valeur supplerer ministeren:

"Det er biologiske processer, vi taler om. Jeg kan ikke bare skifte motoren i en ko, og så kører vi på grøn strøm. Det er mere kompliceret end som så", siger han og fortsætter:

"Målet er at blive klimaneutral i 2050, så arbejder vi op mod de 70 pct. i 2030, og så leverer vi i en rapport midt i marts".

masser af forslag

Med mødet fredag tog partnerskabet hul på arbejdet, som handler om at lave en vision og en række løsningsforslag til regeringen.

Partnerskabet har indsamlet 88 forslag fra sektoren, som det kan vælge i mellem.

Herefter skal der aflægges rapport til regeringen midt i marts.

Faktaboks

Deltagerne i klimapartnerskabet for landbrugs- og fødevaresektoren:

  • Jais Valeur, Danish Crown
  • Hanne Søndergaard, Arla
  • Jesper Pagh, DLG
  • Søren Møgelvang Nielsen, Danish Agro
  • Anders Jeppesen Jensen, Daka
  • Allan Christiansen, Lantmännen Schulstad
  • Carsten Hänel, Orkla Food
  • Anders Bering, Carlsberg
  • Annemarie Meisling, Chr. Hansen
  • Flemming Nør-Pedersen, L&F
  • Ejnar Schultz, Seges
  • Leif Nielsen, DI Fødevarer
  • Lotte Engbæk Larsen, Dansk Erhverv
  • Niels Dalsgaard, Dansk Akvakultur
  • Helle Borup Friberg, Økologisk Landsforening
  • Jan Søndergaard, Dansk Skovforening
  • Jørgen Hald Christensen, Mejeriforeningen
  • Niels Hald, Bryggeriforeningen
  • Ole Hvelplund, Nature Energy
  • Ole Green, Agrointelli
  • Selina Juul, Stop Spild Af Mad
  • Bo Jellesmark Thorsen, Københavns Universitet
  • Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet
  • Christine Nellemann, Danmarks Tekniske Universitet
  • Søren Kirk, Fødevareforbundet NNF
  • Peter Kaae Holm, Den Grønne Gruppe 3F
  • Iben Krogh, Tænketanken Frej

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle