Minister: Ikke muligt at lave et nationalt, obligatorisk klimamærke på fødevarer

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) håber i fremtiden på fælles EU-klimamærkning af fødevarer, mens et måske kommende dansk klimamærke på fødevarer skal være frivilligt. Hvornår mærkerne kommer - hvis de kommer - har dog lange udsigter.

Et decideret krav om klimamærker på alle fødevarer har lige nu lange udsigter. Det samme har et statsligt, frivilligt klimamærke.

Det kan man tolke ud fra et par nye skriftlige svar i Folketinget fra fødevareminister Rasmus Prehn (S) til Venstres forbrugerordfører, Anne Honoré Østergaard.

Venstre har længe været fortaler for, at der kommer klimamærker på fødevarer. Partiet foreslog blandt andet - forgæves - ved de seneste finanslovsforhandlinger, at der blev afsat 10 millioner kroner til arbejdet med en officiel klimadatabase, som kunne danne grundlag for et frivlligt dansk klimamærke.

I sit spørgsmål til fødevareministeren henviser Anne Honoré Østergaard til en undersøgelse fra Københavns Universitet, der viser, at en mærkeordning kan sænke forbrugernes CO2-aftryk.

EU står i vejen

Når det kommer til et tvunget klimamærke på fødevarer, lyder det, at det er Fødevareministeriets vurdering, at EU-regler står i vejen for, at det kan lade sig gøre.

"Efter ministeriets vurdering er det ikke muligt at indføre et nationalt, obligatorisk klimamærke for fødevarer, da regulering af mærkning af fødevarer er harmoniseret af EU", skriver ministeren i sit svar.

Han forklarer, at han er positiv over for et fælles EU-klimamærke. Flere erhvervsorganisationer har netop påpeget vigtigheden af, at en ordning om klimamærke på fødevarer ikke kun bliver et nationalt anæggende. 

"Jeg ser gerne, at vi i fremtiden får fælles EU-klimamærkning af fødevarer. I EU-Kommissionens jord til bord-strategi er det fastlagt, at Kommissionen vil undersøge mulighederne for harmoniserede frivillige grønne anprisninger og skabe en ramme for bæredygtighedsmærkning, som omfatter de ernæringsmæssige, klimamæssige, miljømæssige og sociale aspekter af fødevareproduktionen", lyder det fra ministeren.

Kommissionens forslag til en ramme for bæredygtighedsmærkning forventes først fremsat i løbet af 2024.

Indledende arbejde

Om arbejdet med et frivilligt, statsligt klimamærke, svarer Rasmus Prehn, at Fødevareminsiteriet lige nu undersøger mulighederne. 

Han oplyser ikke, hvornår den undersøgelse er færdig, men han lover Venstres forbrugerordfører, at Folketingets partier bliver inddraget og orienteret, når den 'indledende afsøgning' er afsluttet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle