Minister: Kinesisk og ukrainsk honning skal ikke have dansk flag

Fødevareminister Mogens Jensen vil sikre, at forbrugerne ikke vildledes til at tro, at udenlandsk honning er dansk produceret.

Fødevareminister Mogens Jensen kommer nu de danske biavlere i møde og sætter en stopper for butikskædernes udbredte praksis med at mærke honning fra udlandet som “dansk produceret” - blot fordi honningen er hældt på glas i Danmark.

Ændrer fortolkning

“Jeg kan oplyse, at Fødevarestyrelsen vil ændre på den hidtidige fortolkning af EU-reglerne, så det ikke længere skal være muligt at mærke udenlandsk honning med ‘dansk produceret’ og dansk flag”, skriver Mogens Jensen i et svar til Enhedslistens Søren Egge Rasmussen.

“Jeg har endvidere bedt Fødevarestyrelsen om, efter svensk inspiration, at udarbejde en vejledning om mærkning af honning med en illustration af, hvordan honning kan mærkes på korrekt vis, så det er tydeligere for forbrugeren at se, hvor honningen kommer fra.

Vejledningen vil være udtryk for “best practice’”, tilføjer ministeren i svaret.

Set på LandbrugsAvisen

Søren Egge Rasmussens henviser i sit spørgsmål til et debatindlæg fra 21. september på LandbrugsAvisen.dk, hvor formanden for Dansk Biavlerforening, Arne T. Henriksen, netop efterspurgte en skærpelse af mærkningsreglerne.

I indlægget pegede biavlernes formand på, at den nuværende mærknings-praksis reelt er i strid med både honningbekendtgørelsen og Fødevarestyrelsens egne regler for markedsføring og at den fører til, at forbrugerne i dag vildledes til at købe honning fra blandt andet Kina, Ukraine og Sydamerika frem for dansk honning.

Arne T. Henriksen anbefalede derfor, at mærkningen “dansk produceret” og “produceret i Danmark” fjernes fra honning, der kommer fra andre lande.

“Indtil der strammes op på området, anbefaler vi, at danske forbrugere ser efter udtrykket ‘Dansk Honning’. Kun sådan ved de, at honningen er dansk, og bierne har bestøvet det danske landskab”, skrev Arne T. Henriksen.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle