Minister klippede snoren til Danish Crowns store Kina-investering

Fødevareminister Mogens Jensen klippede i nat det røde bånd og åbnede dermed Danish Crowns nye fabrik i Kina.

Danish Crowns store satsning med fabrik i Kina er nu officielt åbnet.

Tidligt på formiddagen i Shanghai (onsdag nat dansk tid) overværede hele 250 inviterede gæster, at fødevareminister Mogens Jensen sammen med 11 andre kinesiske og danske chefer og samarbejdspartnere klippede snoren og officielt åbnede den store fabrik i Pinghu.

Dermed har slagteriselskabet taget et vigtigt skridt i retningen mod at skifte rolle i Kina. Nemlig at gå fra at levere frosne råvarer og såkaldte "Kina-varer" som grisetæer, maver og andre specialiteter til at gå helt tæt på forbrugerne, også med forædlede varer i form af pølser, bacon og for eksempel pulled pork.

"Fabrikken er hjørnestenen i den satsning, der skal gøre Danish Crown til et veletableret brand i Kina i løbet af de næste fem år. Vores målsætning er, at kød fra Danish Crown skal være det produkt i køledisken som de kinesiske forbrugere er villige til at betale lidt ekstra for, fordi de ved at både smagen og fødevaresikkerheden er helt i top", sagde Jais Valeur, der er adm. direktør i Danish Crown i forbindelse med åbningen.

Alt er allerede solgt

Investeringen, der løber op i over 400 mio. kr., blev sat i gang 2017.

Sidste år kom den afgørende milepæl for selskabet, idet Danish Crown indgik aftale med et af verdens største supermarkeds- og nethandelsselskaber, nemlig Alibabas datterselskab Win-Chain. Den kinesiske handelsgigant forpligtede sig til at købe hele fabrikkens produktion af varer i en periode på 5 år - en aftale til en værdi på mindst 2,3 mia. kr.

Målet er, at den årlige omsætning skal nå de 400 mio. kr.

Fabrikken ligger i Pinghu i udkanten af Shanghai. Inden for en radius af 200 kilometer bor der svimlende 80 mio. mennesker - altså et indbyggertal svarende til Tysklands befolkning. 

Der mangler dog fortsat afgørende ting, før fabrikken bliver en succes efter de fem år, melder topchef Jais Valeur. Faktisk er det først nu, det vigtigste arbejder starter. Nemlig at få forbrugerne til at vælge dansk, når de studerer kølediskene på grundig kinesisk vis.

"Kontrakten med Alibaba er dog ikke en garanti for succes på lang sigt, så lige nu arbejder vi tæt sammen med Win-Chain, der er vores brohoved ind til Alibaba, for at bane vejen for dansk grisekød. Det kræver målrettet markedsføring, leveringssikkerhed og en konstant høj kvalitet, for at forbrugerne vælger et produkt fra Danish Crown hver gang de vil købe grisekød", udtaler Jais Valeur.

Ugentligt kan fabrikken anvende op til 250 tons grisekød, hvis og når den kommer op i fulde omdrejninger, alt efter efterspørgslen. Alle varer, der anvendes på fabrikken, er udelukkende råvarer fra danske grise.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle