Der mangler stadig overblik over, hvor meget urenset spildevand, der løber ud i det danske vandmiljø. Minister får kritik fra alle partier.
Miljøminister Lea Wermelin (S) kritiseres nu af samtlige af Folketingets partier for at være for fodslæbende i forhold til at finde ud af, hvor meget spildevand, der egentlig løber ud i vandmiljøet.
I juli sidste år kom det frem, at Miljøstyrelsen ikke måler udledningen af urenset spildevand, og at styrelsens beregninger er forbundet med en usikkerhed på 150-200 procent.
Ministeren lovede at få et overblik, men det er ikke sket.
"Vi har oplevet en miljøminister, der åbenbart ikke interesserer sig ret meget for, at - for at sige det lige ud - lort og pis helt urenset løber ud i vandet", siger miljøordfører hos Dansk Folkeparti, Rene Christensen.
Fra miljøministeren lyder det, at arbejdet med de kommende vandplaner er i fuld gang.