Minister lovede svar før sommer: Vil nu drøfte model med minkbranchen

Foreningen Danske Mink, Kopenhagen Fur og L&F skal mødes onsdag for at drøfte minkbranchen fremtid med Miljø- og Fødevareministeriet.

Det er fortsat uvist, om minkavlerne kan få lov at holde mink i Danmark.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) havde lovet svar før sommer, men det har trukket ud, og i stedet inviterer han nu branchen til et møde om en model for smitteforebyggende tiltag, som avlerne skal indføre.

- Fødevareministeriet har inviteret minkbranchen til et møde i morgen, hvor modellen præsenteres, og hvor det skal drøftes, hvordan det kan sikres, at retningslinjerne efterfølges af de minkavlere, som i givet fald ønsker at starte op igen, siger han i en skriftlig kommentar.

Dermed er det fortsat uklart, om det nuværende forbud mod minkavl i Danmark skal forlænges til 2023, eller om det skal ophæves til nytår.

Rasmus Prehn varslede i maj, at det var "ambitionen" at give de tilbageværende minkavlere en afklaring "inden sommerferien".

I stedet bliver branchen nu indkaldt til et møde. Det vækker kritik fra Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere.

- Det er allerede stort set for sent. Så det er virkeligt dårligt arbejde, det regeringen laver. Det besværliggør voldsomt opstarten for dem, der vil i gang, ved at gøre det for sent, siger han.

Han henviser til, at der skal indkøbes avlsdyr fra udlandet i god tid inden avlssæsonen i november.
15 minkavlere vil gerne genstarte minkproduktion ved at søge om dvalekompensation.

Det svarer til omkring én procent af minkavlerne før november 2020.

Ifølge Maskinbladet vil blandt andet foreningen Danske Mink, Kopenhagen Fur og Landbrug & Fødevarer deltage på mødet. Derudover vil der være repræsentanter fra Fødevareministeriet, Sundhedsministeriet, Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen. 

Det er nu tre måneder siden, at Statens Serum Institut kom med en ny risikovurdering, der  konkluderede, at der kun vil være en lav risiko ved minkhold i Danmark.

Allerede nu har både SF og Enhedslisten meldt ud, at man ønsker at gøre forbuddet permanent. 

Siden har minkerhvervet presset på for at få en afklaring på, om man kan få lov at starte op igen.

Rasmus Prehn har tidligere åbnet for, at hensyn til dyrevelfærd kan indgå i beslutningen. Men Mette Frederiksen afviste siden, at andre hensyn end folkesundheden kunne indgå.

I november 2021 sagde Det Dyreetiske Råd, at minkhold i sin nuværende form "ikke er acceptabel". Der er brug for et alternativ til bursystemet.

Fra fødevareminister Rasmus Prehn, lyder det, at mødet skal til for at inddrage branchen inden der træffes en beslutning.

- Det er sundhedsmyndighedernes vurdering, at den afledte samfundssmitte vil have begrænset risiko for folkesundheden, hvis minkvirksomhederne indfører en række nye smitteforebyggende tiltag. Derfor vil ministeriet nu gå i dialog med branchen om myndighedernes model med smitteforebyggende tiltag, inden der træffes en endelig beslutning, skriver han i en skriftelig kommentar. 

Ministeren gentager også, at det er fuldstændig afgørende, at beslutningen om eventuel genoptagelse af minkerhvervet træffes på et forsvarligt og fagligt grundlag.

Opdaterte klokken 16:11.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle