Minister: Nu må landmænd igen slagte deres dyr på gården

Fødevareministeren gør det nu igen lovligt for landmænd at slagte dyr på gården, hvis en slagter står for aflivningen.

Der er en god nyhed på vej til de landmænd, som gerne vil have slagtet deres får, svin, kvæg eller andre landbrugsdyr på deres egen gård fremfor på et slagteri.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) har nemlig besluttet at føje de talrige stemmer, der har ønsket at få lovhjemmel til igen at aflive og slagte deres dyr på gården. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

"Der har været et ønske fra en lang række landmænd om, at de kan foretage slagtning hos sig selv. Derfor skal det her sikre, at de landmænd, der ønsker at slagte hos sig selv, kan gøre det på en ordentlig måde", siger han.

I juli udsendte Fødevarestyrelsen en meddelelse om, at landmænd ikke længere må aflive raske dyr som kreaturer, svin, får og geder, ved skydning på egen mark. Ændringerne fra Fødevarestyrelsen blev forklaret med, at man skulle følge EU-regler. Det frusterede blandt andet en kødkvægavler, der mener, at deres dyr har bedre af at undgå stressen ved transport til slagteri, og L&F gik i august i dialog med Fødevarestyrelsen om mulige løsninger så landmænd, der ønsker det, fortsat at kan aflive dyr på marken. 

Gårdslagtninger fra næste år

Den nye ordning kaldet 'gårdslagtning' kommer altså efter stor efterspørgsel fra landmændene.

Modellen for gårdslagtning vil være klar i begyndelsen af det nye år, hvor landmænd landet over fra 1. januar kan begynde at slagte dyr på egen gård.

Ordningen kræver dog, at det er en slagter, der udfører slagtningen, fordi fødevaresikkerheden skal være i orden, understreger Mogens Jensen.

"Det vigtigste for mig har været, at de landmænd, som ønsker at slagte deres dyr på gården, får mulighed for det, uden at vi går på kompromis med fødevaresikkerheden. Det gør vi, ved at der er en slagter, der kan foretage slagtningen på gården, så det foregår under ordentlige vilkår", siger Mogens Jensen.

Dyrenes Beskyttelse er glade for, at det nu bliver lovligt at udføre slagtning på landmændenes egne arealer.

"Dyrene undgår mest mulig stress og angst, ved at de bliver aflivet på gården. Det her med at blive læsset op i en bil, kørt væk for derefter at blive aflivet, er ikke godt for dyrene. Derfor er det den absolut bedste måde for dyr at komme herfra på, hvis de kan aflives på gården", siger Cecilia Christensen Karstrup, der er dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse.

Landmænd kan etablere et egnet område på deres gård, hvor et autoriseret slagteri kan aflive og afbløde dyrene, inden de bliver sendt til forarbejdning på et slagteri.


/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle