Minister om stævning: Der skal være styr på dyrevelfærden

"Vi skal have styr på dyrenes helbred og transporterne", siger fødevareministeren til den stævning, han tirsdag modtog fra smågriseproducenter og eksportører.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) kommenterer nu den stævning, der tirsdag blevet indgivet mod ham fra brancheforeningerne SamMark og Danske Svineproducenter.

Foreningerne er blandt andet utilfredse med, at ministeren har forlænget den skærpede kontrol, der blev sat i gang af den tidligere regering uden at lave en evaluering af kontrollen.

"Jeg har valgt at forlænge den skærpede kontrol med transporten af grise, mens vi evaluerer om kontrollen er god nok. Jeg er af den klare overbevisning, at hvis man transporterer levende dyr i mange timer på Europas veje, så skal vi have styr på dyrenes helbred og transporterne", lyder det fra ministeren i en skriftlig kommentar.

"rimeligt branchen selv betaler"

I stævningen klager SamMark og Danske Svineproducenter desuden over, at den øgede kontrol finansieres via en gebyrstigning på 21 mio. kr. til eksportører og producenter.

"Jeg mener i øvrigt også, det kun er rimeligt, at det er transportørerne og svineproducenterne, der selv betaler for den kontrol, der skal til", siger Mogens Jensen.

Ministeren forholder sig derudover ikke meget til kritikken fra organisationerne, men gentager, at dyrevelfærden skal være i orden.

"Nu har en mindre del af svineproducenterne og transportørerne stævnet mig for den beslutning. Det kigger vores jurister på. Men som udgangspunkt må jeg bare sige, at hvis man vil transportere dyr over store afstande fra Danmark, så skal der også være styr på dyrevelfærden", lyder det fra Mogens Jensen.

I et svar til medlem af Folketinget Lise Bech (DF) svarer ministeren desuden, at han inden sommeren 2020 forventer at fremlægge en plan for, hvordan fremtidens kontrol skal se ud og finansieres.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle