Minister snoede sig i spørgsmål om arveafgift

Skatteminister er ikke meget for at skulle forholde sig til konsekvenserne for landbruget, når arveafgiften bliver hævet.

"Den tidligere regering valgte at give landets rigeste en meget stor og meget skæv skattelettelse. Den blev betalt af besparelser på unges uddannelser, og det mener et flertal i Folketinget nu skal rulles tilbage".

Uanset hvordan først landbrugsordfører Erling Bonnesen (V) og senere erhvervsskatordfører Marie Bjerre (V) forsøgte at gå til skatteministeren, så var ovenstående det samme budskab, ministeren gentog igen og igen.

De to Venstre-folk forsøgte ellers onsdag i Folketingssalen at forholde skatteminister Morten Bødskov (S), hvordan han forventer, at en forhøjelse af bo- og gaveafgiften for familieejede virksomheder kommer til at ramme dansk landbrug.

gift for generationsskifter

Regeringen har for længe siden meldt ud, at man vil hæve afgiften, der også bliver kaldt arveafgiften, fra de nuværende 6 pct. til 15 pct.

Dette er også en del af regeringens finanslovsforslag, hvilket har givet kritik fra flere sider i landbruget.

L&F's direktør Morten Høyer har kaldt det gift for generationsskifterne, mens også flere landboforeninger har kritiseret udspillet.

afgift hænger ikke sammen

Erline Bonnesen bad gentagne gange skatteministeren adskille besparelserne på uddannelse med, hvordan en højere afgift rammer generationsskifterne i landbruget, men lige meget hjalp det.

"Når man hæver arvebeskatning, trækker man penge ud af landbrugene. Det hænger ikke sammen med, at vi gerne vil have moderniseringer og investeringer i landbruget", forsøgte landbrugsordføreren sig, men ak:

"Den her skattelettelse er meget skæv, meget dyr og betalt af besparelser på unges uddannelser", lød det igen og igen fra minister Morten Bødskov.

ikke den største udfordring

Ministerne kunne dog sige, at regeringen har inviteret erhvervslivet, herunder landbruget, til drøftelser om, hvordan man griber den øgede afgift an.

"Vi har en tæt dialog", lød det fra ministeren, der til gengæld understregede, at han ikke ser en arveafgift på 15 pct. som den største udfordring for landbruget:

"Det er vigtigt at have øje for, at der er mange andre ting, der spiller ind for, at et generationsskifte kan komme på tale. Jeg deler ikke vurderingen af, at det her er den største udfordring i et 10, 15 eller 20 års perspektiv".

Faktaboks

Bo- og gaveafgiftem:

Den tidligere VLAK-regering besluttede i finansloven fra 2016 at sænke bo- og gaveafgiften for familieejede virksomheder fra 15 pct. til 5 pct.

Det skulle ske gradvist frem mod 2020, hvilket betyder, at afgiften i år er 6 pct.

I maj i år lød det fra daværende folketingspolitiker Henrik Sass Larsen (S) i et læserbrev i LandbrugsAvisen, at Socialdemokratiet vil hæve afgiften, hvis den kommer til magten, hvilket som bekendt er sket.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle